Mercy for mankind

Spørgsmål 1: En person som er rejsende kommer til at bede normale fard bønner i stedet for qasr, skal bønnerne da gentages?

Svar 1: Bønnerne er gyldige, dog uønskede. Det er ikke nødvendigt at bede dem om bagefter. Gjorde man det med vilje er man syndig, og skal bede om tilgivelse.

Spørgsmål 2: Hvis man skal på rejse og skal bo der i en måned, skal man da bede normale fard-bønner?

Svar 2: Skal man bo på et sted i mere end 15 dage, skal man bede normalt. Er det mindre end 15 dage, skal alle fard bønner á 4 rak’at bedes som 2 rak’at qasr.

Spørgsmål 3: Jeg boede et sted i nogle dage og bad bønnen i en retning, som jeg fik at vide var den rigtige. Senere opdagede jeg at bederetningen var forkert. Skal jeg bede bønnerne om?

Svar 3: Det er ikke nødvendigt at gentage bønnerne.

Spørgsmål 4: Er det vigtigt, at læse du’a qunut i witr bønnen?

Svar 4: Det er wajib at bede du’a qunut i tredje rak’at af witr bønnen efter ‘isha. Selve det, at gøre en bøn der, er wajib. Ordlyden som normalt læses “Allahumma inna nasta’inunaka… ” er sunnat. Hvis man ikke kan den, bør man lære den. Indtil da kan man bede en anden bøn fra Koran eller hadith der.

Spørgsmål 5: Hvis man glemmer at gøre sajda sahw i bøn og kommer i tanke om det senere, når man allerede er færdig med bønnen og er gået fra stedet, er bønnen da gyldig?

Svar 5: I så fald, skal bønnen bedes om. Dog, hvis man bliver siddende samme sted, og ens wudu ikke brydes, og man ikke har talt med nogen eller vendt sig fra bederetningen, kan man gøre sajda sahw straks og recitere tashaddud og sige salam.

Spørgsmål 6: Er en mands bøn gyldig hvis han ikke har hue på hovedet?

Svar 6: Bønnen er gyldig men det er imod sunnat og makruh (ildeset) at bede barhovedet.

Spørgsmål 7: Jeg var ved at bede ‘asr. Jeg startede inden maghrib gik ind, men da jeg blev færdig og så på uret var tiden for maghrib gået ind. Tæller min bøn så?

Svar 7: Ja, hvis man går i gang med ‘asr inden for dens tid, så tæller den, selv hvis man bliver færdig efter at tiden for maghrib er startet. Dette gælder kun ved ‘asr bønnen.

Spørgsmål 8: Hvis man beder en 4 rak’at bøn bag en imam som er musafir, og imamen siger salam efter 2 rak’at, hvad skal man så gøre?

Svar 8: Dem som er musafir skal også sige salam sammen med ham, mens resten skal rejse sig op fortsætte bønnen. I både 3 og evt. 4 rak’at (hvis det er dhuhr, asr eller isha) reciteres der ikke surah al-fatiha. Derimod skal man stå stille i så lang tid det tager at sige tasbih tre gange hvorefter man går ned i ruku. I så fald at man kommer til at recitere surah fatiha annulleres bønnen ikke, og sajda sahw bliver ej heller nødvendig, dog er makruh. Imamen bør i øvrigt annoncere før eller straks efter bønnen at han er musafir, og at dem som ikke er musafir skal færdiggøre deres bøn.

- Ovenstående spørgsmål er besvaret ved at tage udgangspunkt i Hanafi Fiqh -

Må Allah hjælpe enhver som oprigtig søger Hans hjælp, og må Allah tilgive skriveren og læseren af dette. Ameen, thumma ameen af Ummati, 10. Maj 2008.

Ved fejl i teksten, så oplys mig om det, og lad mig rette op på det.

Yaa Nabi Salaam ‘alayka
Yaa Rasul Salaam ‘alayka
Yaa Habib Salaam ‘alayka
Salawaatu’llah ‘alayka

Salutations on you, O Prophet
Salutations on you, O Messenger
Salutations on you, O Beloved
Blessings of Allah be upon you

Hazrat ‘Umar, may Allah be pleased with him, said, “While we were sitting with the Messenger of Allah, may Allah bless with him and grant him peace, one day a man came up to us whose clothes were extremely white, whose hair was extremely black, upon whom traces of travelling could not be seen, and whom none of us knew, until he sat down close to the Prophet, may Allah bless with him and grant him peace, so that he rested his knees upon his knees and placed his two hands upon his thighs and said, ‘Muhammad, tell me about Islam.’

The Messenger of Allah, may Allah bless with him and grant him peace, said, ‘Islam is that you witness that there is no god but Allah and that Muhammad is the Messenger of Allah, and you establish the prayer, and you give the Zakat, and you fast Ramadan, and you perform the hajj of the House if you are able to take a way to it.’ He said, ‘You have told the truth,’ and we were amazed at him asking him and [then] telling him that he told the truth.

He said, ‘Tell me about iman.’ He said, ‘That you affirm Allah, His angels, His books, His messengers, and the Last Day, and that you affirm the Decree, the good of it and the bad of it.’ He said, ‘You have told the truth.’ He said, ‘Tell me about ihsan.’ He said, ‘That you worship Allah as if you see Him, for if you don’t see Him then truly He sees you.’ He said, ‘Tell me about the Hour.’ He said, ‘The one asked about it knows no more than the one asking.’ He said, ‘Then tell me about its tokens.’ He said, ‘That the female slave should give birth to her mistress, and you see poor, naked, barefoot shepherds of sheep and goats competing in making tall buildings.’

He went away, and I remained some time. Then he asked, ‘Umar, do you know who the questioner was?’ I said, ‘Allah and His Messenger know best.’ He said, ‘He was Jibril who came to you to teach you your deen’.”

- Muslim -

Hazrat Umar (radi Allahu anhu) wrote to Abu Musa Ash’ari: Take to patience. Know that patience is of two kind, one is better than the other. It is good to have patience at disaster, but better than this is to protect oneself from unlawful things. Know that patience is the gist of faith. The reason is that God fear is the greatest religious act and that is gained by patience.

Hazrat Ali (radi Allahu anhu) said: Faith is built upon four thing - sure faith, patience, Jihad and good judgement. He said also: Patience is to faith just as head is to body. He who has got no head has got no body. Similarly he who has got no patience has got no faith.

Hazrat Umar (radi Allahu anhu) said: Iman has got two burdens - blessings and mercy. This appears from the following verse 2:157 - On them is blessing from their Lord and mercy and they are those who are guided. We found him patient. How good is the servant as he is most repentant.

Hazrat Abu Darda’a (radi Allahu anhu) said: To remain patient at commands and to remain satisfied with fate is the best rank of faith.

Før man går i gang med as-salâh (den rituelle bøn), skal man være i en tilstand af renlighed, wudu.

اتْلُ مَا أُوْحِىَ إِلَيْكَ مِنَ الْكِتَـبِ وَأَقِمِ الصَّلَوةَ إِنَّ الصَّلَوةَ تَنْهَى عَنِ الْفَحْشَآءِ وَالْمُنْكَرِ وَلَذِكْرُ اللَّهِ أَكْبَرُ وَاللَّهُ يَعْلَمُ مَا تَصْنَعُونَ

[Surah Al-Ankabut (29), ayat 45]

“Reciter, hvad du har fået åbenbaret og forret regelmæssig bøn, for bøn afholder (mennesket) fra skændige handlinger. At ihukomme Gud er uden tvivl det største i livet. Og Gud ved alt, hvad I gør.”

For en muslim er der foreskrevet fem daglige bønner. Salâh (bøn) er obligatorisk og rangeres som den 2. søjle i Islam. Den indeholder en række bevægelser der udføres efter bestemte regelsæt. De fem daglige bønner udføres på samme måde, dog er der i nogle bønner flere omgange (af bevægelser) end i andre. Bøn skal læses på det arabiske sprog jævnfør Profeten Muhammads (fred være med ham) praksis.

Så mange raka’ indeholder de daglige fem bønner (ifølge Hanafi lovskole):

I følgende orden udføres de daglige bønner:

Fajr : Først læses 2 Sunnah og bagefter 2 Fard
Dhuhr : Først læses 4 Sunnah, derefter 4 Fard, 2 Sunnah og 2 Nawafil
‘Asr : Først læses 4 Sunnah og bagefter 4 Fard
Maghrib : Først læses 3 Fard, 2 Sunnah og 2 Nawafil
‘Isha : Først læses 4 Sunnah, derefter 4 Fard, 2 Sunnah, 2 Nawafil, 3 Witr og 2 Nawafil

Før indtrædelse i bønnen skal Niyyah (hensigt) formes/dannes:

Niyyah: Min hensigt er at læse dagens obligatoriske bøn dhuhr, som består af 4 rakah fard, min ibadah (tilbedelse) er kun for Allah, mit ansigt er rettet mod Qibla (Mekkah), og jeg vil udføre bønnen efter imam.

I ovennævnte eksempel er dhuhr-bøn valgt. Hvis man for eksempel vil udføre ‘isha, skal dhuhr blot udskiftes med ‘isha. Hvis man udfører bøn alene, skal sidste del af sætningen “ og jeg vil udføre bønnen efter imam” ikke med i Niyyah.

Det er endvidere ikke nødvendigt at fremsige niyyah, da den skal ligge i hjertet og i sindet (at man vil bede bønnen) men det er en styrkelse at fremsige den for sig selv.

Før udførelse af bøn er wudu (rituel renselse) nødvendigt. Bønnen skal udføres på et rent sted med ansigtet rettet mod Mekkah.

Før man begynder sin salâh bør man (som kvinde) sikre at hele ens krop, undtaget ansigt, hænder og fødder, er tildækket. Hvis noget af kroppen ud over dette bliver synlig under salâh i så lang tid det tager at sige Subhâna rabbi yal’azîm tre gange, bliver bønnen ugyldig. Hvis det dog er et meget lille område der bliver synligt, bliver bønnen ikke ugyldiggjort, men den bliver makruh.

1. Takbîr

Tag hænderne op ved siden af skuldrene og fremsig;

“Allahu Akbar”

(På dansk : “Allah er stor”)

Mændene fører deres hænder helt op til hovedet nær ørerne (se skitsen), mens kvinderne fører deres hænder op til skulderhøjde. Efter denne handling indtræder man i den obligatoriske bøn, og man bør glemme alt om det omgivende samfund og koncentrationen og tankerne skal henledes til den kærlige Allâh, indtil bønnen er fuldendt og overstået.

2. Qiyâm

2) Armene lægges på tværs efter Takbîr med højre arm (for kvinden er det hånden) oven på den venstre og der læses;

“Subhaana kallaa humma wa bihamdika, Wa tabaara-kas-muka, wa ta aala jadduka, wa Laa ilaaha ghairuk.”

(På dansk : “Æret være Du, Allah, jeg lovpriser Dig, velsignet er Dit navn, stor er Din højhed og der er ingen gud end Dig”)

Mændene skal stå med armene på tværs i mavehøjden med højre arm over venstre arm, mens kvinderne skal placere hænderne tværs over brystet.

2.1) Læs derefter;

“Auzu billahi minash-shaytan nir rajeem”

(På dansk : “Jeg søger beskyttelse hos Allah mod den fordømte satan”)

2.2) Herefter reciteres surâh al-Fâtiha;

“Bismillah-hir-Rahmaan-nir-Raheem.

Alhamdulillahi Rabbil ‘alameen, Ar Rahman-nir-Raheem, Maaliki yauwmid-deen, iy-yaaka na’budu wa iy-yaaka nasta’een, Ihdinassi raatal mustaqeem, Sirat-tala zeena an ‘amta alayhim, Ghayril maghdoobi ‘alayhim Wa lad-daawleen,(ameen)”

(På dansk : “I Allahs navn, den (mest) Barmhjertige, den (evig) Nådige.

(1) Alle lovprisninger er (kun) for Allah, Verdnernes Herre. (2) Den (mest) Barmhjertige, den (evig) Nådige. (3) Herren over dommedagen. (4) (Oh Allah) Dig (alene) tilbeder vi, og Dig (alene) beder vi om hjælp. (5) Led os på den lige vej. (6) Deres vej, (som) Du har tildelt din Nåde, ikke deres, som har pådraget sig Din vrede, (heller) ikke de vildfarendes. (7))

2.3) Herefter reciteres en surâh (kapitel) fra Koranen (eller blot sammenhængende vers der minimum svarer til den korteste surâh i Koranen) (herunder tager vi surâh al-Ikhlâs som et eksempel);

“Qul huw-Allahu ahad. Allahus-sawmad. Lam Yalid wa lam yulad, wa lam yakul-lahu kufuwan ahad.”

(På dansk : “Sig, Han er Allâh, Den (Eneste) Ene. (1) Allâh, Den Selvtilstrækkelige. (2) Han avler ikke (afkom), og ej heller blev Han avlet. (3) Og ingen er Hans lige eller sammenlignelig (med ham)! (4)”

3. Ruku’

I ruku’-stilling læses;

“Subhaana Rabbi al Aw-dheem”

(På dansk : “Æret være min Gud, den Almægtige”)

Efter at have reciteret surâh al-Ikhlâs, skal man igen ytre “Allahu Akbar” og bøje sig forover med hænderne placeret på knæene, og der bør ikke være afstand mellem fingrene; de bør være samlet for kvinder, mens der for mænd skal være lidt afstand som vist på billedet. Kvinder bør ikke rette ryggen helt som mænd og endvidere bør kvinder heller ikke stå med benene helt lige, men bøje knæene en smule fremad. Derudover bør kvinder holde armene tæt på deres side, og ikke som mænd strække dem ud til siden. Der bør heller ikke være afstand mellem fødderne, og knæene bør lige nøjagtig berøre hinanden. Denne stilling kaldes ruku’. Derefter læser man i stilhed “Subhaana Rabbi al Aw-dheem” mindst tre gange. Efter den tredje gang rejser man sig op.

4. Tasmia og tahmîd

Efter ruku’ rejser man sig op og læser;

(Tasmia) “Sami-Allahu liman hamida”

(På dansk : (Tasmia) “Allah hører dem, som lovpriser Ham”)

(Tahmîd)”Rabbana lakal Hamd”

(På dansk: (Tahmîd) “Vores Gud, til Dig hører alle lovprisninger”)

Mens man rejser sig op fra ruku’, skal tasmia læses og efterfølgende i den stående stilling læses tahmîd. Hvis man læser bøn efter en imam, skal imamen læse tasmia højt, hvorefter man selv kun skal læse Tahmîd.

5. Sajda

Efter tahmîd bevæger man sig ned i sajda (knæfald) og læser;

“Subhaana Rabbi al ‘ala”

(På dansk : “Æret være min Gud, den Ophøjet”)

Efter tahmîd skal man ytre “Allahu Akbar” og gå ned i sajda (knæfald) med panden mod underlaget. Kvinders sajda er anderledes end mænds, og de bør udføre den på en sådan måde at deres mave kommer til at hvile imod deres lår, og holde armene tæt på siderne. Derudover skal kvinders fødder ikke stå, men derimod bør de lade dem glide mod højre. Det er forbudt for mænd at placere deres albuer på jorden under sajda, men kvinder bør placere hele armen inkl. albuerne på jorden. Fingrene bør være samlet, både under raku’ og sajda samt i siddende stilling.

Derefter læser man i stilhed “Subhaana Rabbi al ‘ala” mindst tre gange. Efter den tredje gang rejser man sig og sætter sig i en siddende stilling.

Når man rejser sig fra Sajda skal man ytre “Allahu Akbar” og sidde i tre-fire sekunder uden at sige noget. Hænderne skal placeres på knæene, mens øjnene rettes mod underlaget. I den siddende stilling, skal kvinden lægge vægten på venstre hofte, og lade begge fødder glide imod højre side, og lade den venstre fod hvile på det højre bens læg. Efter de tre-fire sekunder ytrer man igen “Allahu Akbar” og går ned i sajda for anden gang.

Den anden Sajda:

5.1) Der læses igen:

“Subhaana Rabbi al ‘ala”

(På dansk: “Æret være min Gud, den Ophøjet”)

I 5.1 går man ned i sajda igen og læser “Subhaana Rabbi al ‘ala” mindst tre gange. Efter dette rejser man sig op igen ved at ytre “Allahu Akbar” og udføre præcis de samme bevægelser endnu en gang fra punkt 2.2 (Qiyâm) til punkt 5 (sajda).

6) Efter den anden sajda rejser man sig og starter forfra igen, dvs. fra qiyâm (punkt 2.2) til sajda (punkt 5). Reglen er at fra den anden rak’a til og med den fjerde rak’a skal der begyndes fra punkt 2.2, dvs. fra “Bismillah (…)“

7. Tashahhud, Darûd og Du’a

7) Efter den anden sajda bliver man siddende og læser;

“Attaa hiyaatu lillahi wa salawaatu wa tayyibaat, assalaamu alaika aiyyu hannabiyyu wa rakhmatullahi wa barakaatu, assalamu ‘alaynaa Wa ‘ala ‘ibad ‘ilaahis sawliheen, Ashadu al-laa ilaaha il-lallah, wa ashadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasoolu.”

“Allahumma sallee ‘ala Muhammadin wa ‘ala ‘alee Muhammadin, kamaa sallayta ‘alaa Ibrahima wa ‘alaa aalee Ibrahima, Innaka hameedum-majeed. Allahumma barik ‘ala Muhammadin wa ‘alaa ‘alee Muhammadin kamaa barakta ‘alaa Ibrahima wa ‘alaa aalee Ibrahima innaka hameedum-majeed.”

(På dansk : “Alle lovprisninger (der hentyder fred, suverænitet og evighed), bønner og rene ord (af lovprisning) er for Allâh (alene). Fred være over dig, Oh Profet, og også Allâhs barmhjertighed og Hans velsignelser. Fred være over os og over Allâhs retskafne slaver. Jeg bevidner at der ikke er nogen gud undtaget Allâh, og jeg bevidner at Muhammad er Allâhs slave og Sendebud.

Oh Allâh! Send lovprisninger på Muhammad og på Muhammads familie, som Du sendte lovprisninger på Ibrahîm og på Ibrahîms familie; Du er i sandhed Den Prisværdige, Den Forherligede. Oh Allâh! Send Velsignelser på Muhammad og på Muhammads familie, som Du sendte velsignelser på Ibrahim og på Ibrahims familie; Du er i sandhed Den Prisværdige, Den Forherligede.”)

“Rabbij-alnee muqeemas-salaati wa min zurriyyati Rabbanaa wa taqabbal duaa. Rabba-nagh-firlee wa liwaali-daiyya wa lil-mu’mineena yauma yaqumul-hisaab”.

(På dansk: “Min Herrre! Gør mig standhaftig i opretholdelsen af salâh og (også) mine efterkommere. Vor Herre! Og acceptér denne bøn. Vor Herre! Tildæk (os) i Din Tilgivelse, mig, mine forældres og (alle) de troende når dommedagen vil komme.”)

Efter den anden sajda i rak’a to og fire bliver man siddende (med hænder lagt på knæene) og læser punkt 7.

8. Salâm

Efter du’a sender man en fredshilsen til begge sider;

“As-salamu ‘aleykum wa rahmatullâh”

(På dansk : “Må fred være med dig og Allahs velsignelser”)

Efter at have sagt fredshilsen til begge sider, først til højre og dernæst til venstre, har man nu fuldført bønnen. Hvis bønnen består af tre eller fire rak’a, skal man i den anden

rak’a kun læse det første afsnit i punkt 7, hvorefter man fremsiger “Allahu Akbar” og rejser sig. Punkt 7 og 8 skal læses i den fjerde rak’a (i Maghrib-bønnen skal den læses i den tredje rak’a). Hvorimod, hvis bønnen består af 2 rak’a læser man punkterne 7 og 8 allerede i den anden rak’a.

9. Witr

Witr læses i ´isha bønnen. Punkterne 1 til 7 følges som beskrevet foroven. Herefter rejser man sig op og begynder tredje rak´a. Når man er færdig med koran-recitationen (qirâh) (dvs efter punkt 2.3) skal man sige takbîr og recitere du´â-e-Qunoot, hvorefter man går ned i ruku´. Punkterne 3-5 og 7-8 udføres herefter som beskrevet for oven.

Du´â-Qunoot:

“Allâhhumma inna nastaînoka wa nastaghfiruka wa no´ mino bika wa natawakkalo alaika wa nusnee alaikal khaira kullahû wa nashkuruka wala nakfuruka wa nakhla-û wa nat´roko maiyn-yaf- juruk. Allahhumma iyyaka na´budu walaka nusallê wa nasjudu wa ilaika nas-â wa nahfidu wa narju rahmataka wa nakhshâ azâbaka inna azâbaka bil kuffarê mulhiq”

(På dansk: “Oh Allah, jeg søger Din hjælp, søger Din tilgivelse, og jeg bevidner om Dig og lovpriser Dig for Du er alt det gode og jeg er taknemmelig og vi samler os og adskiller os fra alle dem som ikke er Dig lydige. Oh Allah, Du Alene tilbeder vi og vi beder kun til Dig og knæler kun for Dig og vi haster os ivrigt imod Dig og frygter Din hårde straf og beder om Din barmhjertighed, for Din hårde straf er bestemt rettet mod de vantro.”)

Må Allah hjælpe enhver som oprigtig søger Hans hjælp, og må Allah tilgive skriveren og læseren af dette. Ameen, thumma ameen af Ummati, 23.april 2008.

Ved fejl i teksten, så oplys mig om det, og lad mig rette op på det.

Islam begrænser sig ikke blot til at være en religion, hvor man skal bede fem gange dagligt og faste i Ramadanen, men er derimod en vejledning til alle situationer, som kan forekomme i ens liv og er således vejledende om en komplet levemåde.

Allahs rettigheder:

Allah er vores Skaber og Han har ingen partnere. Allah har ingen familie eller børn, og ej heller stammer Han fra nogen. Det er nødvendigt for os at rette al vore tilbedelse til Ham alene, og afholde os fra at ytre og handle, som Han har sat forbud for. Det er vigtigt at takke Allah for de utallige velsignede goder Han har skænket os, samt bede til Allah. I Koranen siger Allah:

“Hvis I takker mig, så skænker Jeg jer helt sikkert meget mere, og hvis I benægter Mine velsignelser (er utaknemmelig), så husk på at Min straf er meget hård.”

Han siger også:

“Hvis I prøver at tælle Allahs velsignelser over jer, kan I ikke gøre det.”

Vi bør elske og hade for Allahs skyld (al-hubbu lillahi wa bughdu lillahi). Hvis vi forsørger og tjener vores hustruer og børn, som vi er forpligtede til, med det formål at gøre Allah tilfreds, så indgår dette også som tilbedelse af Allah. I Sahih Bukhari berettes det at når en person gør noget udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed, kan Allah bedre lide dette, frem for at gøre gerningen som blot en forpligtelse.

Når man tænker på Allah i sit hjerte, så tænker Allah også på én på samme måde. Når man ihukommer og nævner Allahs Navn i en forsamling, så nævner Allah også personen i en endnu større forsamling. Hvis man nærmer sig Allah med en håndflades afstand, så nærmer Allah sig sin slave med en arms længde. Hvis man kommer gående hen imod Allah, så kommer Allah endnu hurtigere sin tjener i møde. Vi bør derfor ihukomme vores Skaber så meget som muligt. Allah siger:

“Ihukom (omtal) I mig, så ihukommer Jeg jer og tak mig og benægt ikke Mine velsignelser (vær ikke utaknemmelig).”

Når folk sidder et sted og nævner Allah, så samles englene sig omkring denne forsamling og hele forsamlingen bliver fyldt med Allahs velsignelser. For eksempel forskellen mellem det hjem, hvor ihukommelse af Allah finder sted og det andet hjem hvor ihukommelse ikke finder sted, er som forskellen imellem den levende og den døde.

Når mennesket ihukommer Allah, er Allah meget tæt på dette (med Sine Særlige Velsignelser). Der er ikke ingen gerning, som kan beskytte én fra Allahs straf mere end ihukommelsen af Allah. Ingen almisse kan være bedre end at ihukommelse af Allah. Allahs elskede Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at Allah har skabt nogle engle, som vandrer på Jorden og leder efter de mennesker, som ihukommer Allah. Så snart de finder disse eller forsamlinger, hvori Allah ihukommes, så tager disse engle disse i deres fjers ly som strækker fra Jorden til Himlen, dvs. fylder disse med velsignelser fra Jorden til Himlen. De folk, som arrangerer forsamlinger for at ihukomme Allah, vil sandelig være blandt de ærværdige og ophøjede folk på Dommedagen (Hashr). Allahs elskede Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde engang til sine elskede ledsagere, at når de passerede en af Paradisets haver, burde de spise af dets frugt. Adspurgt, hvor disse haver fra Paradiset er, svarede Allahs elskede Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam), at det er forsamlinger arrangeret med det formål at ihukomme Skaberen.

Ligesom fysiske genstande kan blive beskidte og skal vaskes konstant for at disse kan forblive skinnende, således har hjertet også brug for renselse. Hver gang en person begår en synd, sætter der sig et sort plet på hjertet. Denne rust fjernes ved ihukommelse af Allah.

Profetens rettigheder (sallallahu alayhi wa sallam):

Der kan ikke herskes tvivl om hvor mange og hvor store de velsignede goder er, som Allah har skænket os, men den uden tvivl den største af Allahs velsignelser er Hadrat Sayyiduna Muhammad ar-Rasulullah al-Mustafa Ahmad al-Mujtaba Nabi ar-Rahma (sallallahu alayhi wa sallam), som er sendt som en nåde til begge verdner og er kilden til hjertets og sjælens glæde. Vi kan aldrig nogen sinde takke Allah tilstrækkeligt for at Han har sendt sin elskede til os. Allahs elskede Budbringer (sallallahu alayhi wa sallam) har ført mennesket ud af mørket og vist vejen til lyset. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) mødte meget modstand under sit kald til Islam, og for det enkelte er det slet ikke muligt at forestille sig, hvor meget Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) og hans elskede ledsagere var igennem. Han blev lokket eller bestikket med alverdens rigdomme, men han lod aldrig noget komme i vejen for kaldet til Islam. Da man fremlagde al slags verdslige goder til Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) for at få ham til at indstille sin mission, svarede han blot, at hvis de lagde månen på hans ene hånd og solen på den anden, selv da ville han ikke gå med til deres krav. Hvis ikke Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) var blevet sendt, ville mennesket stadig være optaget af afgudsdyrkelse og det moralske fordærvede liv.

Vi bør derfor med et sandt og oprigtigt hjerte tro på Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) som værende det sendebud efter hvilket, der ikke vil komme flere sendebud på Jorden. Vi bør følge Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) eksempel så meget som vi overhovedet kan, for sandelig har Allah sagt: O (kære sendebud) fortæl (mennesket), at hvis I virkeligt elsker Allah, så følg mig (Profeten) og Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder. Et andet sted siges, at den som adlyder Sendebudet (sallallahu alayhi wa sallam) adlyder i virkeligheden Allah. Det er vigtigt for os at følge Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) fodspor og elske Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) med vore hjerter, og elske ham mere end vi elsker os selv, vores familier eller noget andet. Et tegn på kærlighed er, at vi tager det perfekte eksempel, Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) har vist os, mere og mere til os og gør som Allah har befalet os: Uden tvivl sender Allah og Hans engle velsignelser over Profeten. O’ I som tror, send I også velsignelser og Allahs fred over ham. Vi bør derfor lovprise og sende velsignelser over Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) i overflod.

Den, som sender fredshilsen på Profeten (sallallahu alayhi wa sallam), skænker Allah denne Sin nåde ti gange. Om at sende fredshilsner har Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) også sagt, at mange af Allahs engle går på Jorden med det formål, at finde de folk som sender fredshilsner på Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) og bringe disse folks hilsner til Profeten (sallallahu alayhi wa sallam). Dette er en gerning, som ville gavne os i både dette og det næste liv. Når man skal går over broen mellem Helvede og Paradiset, ville de velsignelser, vi har sendt, virke som lys for os og Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) vil gå i forbøn for den, som plejede at sende velsignelser og fredshilsner til Profeten (sallallahu alayhi wa sallam). Den som sender velsignelser én gang, Allah tilskriver denne ti gode gerninger, tilgiver denne ti dårlige gerninger og lader denne stige ti stadier i rang.

På Dommedagen vil de personer, som plejede at sende velsignelser i overflod være tættest på Profeten (sallallahu alayhi wa sallam). Så er det hermed klart, at vores behov for at påkalde Allahs velsignelser over Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) og sende fredshilsner til ham, er udelukkende til vores egen nytte. Det berettes at den foran hvem, Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) omtales, og han ikke påkalder Allahs velsignelser og fredshilsner over Profeten, er fortabt. En sådan persons tro er i fare og denne er blandt de mest nærige af alle personer. Han vil ikke kunne finde vejen til Paradiset, for Allahs forbandelser er over denne.

Hadrat Anas radi Allahu ‘anhu beretter, at Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) har sagt, at den som om fredagen påkalder Allahs velsignelser og fred over mig 80 gange, for denne bliver de sidste 80 års synder tilgivet. Hadrat Anas spurgte hvordan disse velsignelser skulle påkaldes, hvorpå Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: Sig, Allahumma salli ‘ala Muhammadin ‘abdika wa rasulika an-nabiyyi al-ummiyyi.

Sahabas og ahl al-bayts rettigheder:

Den, som elsker Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) ledsagere (sahaba) radi Allahu ‘anhum, elsker i virkeligheden Profeten (sallallahu alayhi wa sallam). Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at den, som gør disse mennesker dvs. sahaba fortræd, gør mig fortræd. Et andet sted sagde Profeten (sallallahu alayhi wa sallam), at hans ledsagere er som stjerner. Hvem end man følger af disse, så vil man finde den sande vej. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagde ligeledes: “Mine ledsageres eksempel er som salt; uden salt bliver maden ikke ordentlig. Respekter mine ledsagere, for de er bedre end jer. Over den, som taler dårligt om mine ledsagere, er Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse”.

At håne eller nedgøre en person, som er Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) ledsagere eller hans familie (ahl al-bayt), er hykleri og mangel på tro. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) har sagt om Sayyiduna Abu Bakr (radiAllahu anhu) at han er muhsin al-Nabawi, om Sayyiduna Umar (radiAllahu anhu) at han er mulham min Allah, om Sayyiduna Uthman (radiAllahu anhu) at han er kamilu al-hayaa wa al-imaan, og om Sayyiduna Ali (karamAllahu wajhahu) at han er asadullah. Om Sayyiduna Ali (al-Murtada) sagde Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) også: “Jeg er en by af viden, og Ali er dens port. Denne udtalelse vidner om Sayyiduna Ali al-Murtadas (karamAllahu wajhahu) ophøjede rang”.

Et andet sted sagde Profeten (sallallahu alayhi wa sallam): “Den som holder mig kær, bør også holde Ali kær. Oh Allah, den som elsker Ali, elsk Du denne og den som hader Ali, had Du denne”.

Respekt og ærbødighed over for ahl al-bayt er understreget af Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) utallige beretninger. Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: “Jeg efterlader jer to ophøjede ting. Den ene er Koranen og den anden er min ahl al-bayt.”

Kærlighed til ahl al-bayt og deres agtelse er nødvendig for enhver muslim. Ahl al-bayt består først og fremmest af Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) rene og ophøjede hustruer, Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) døtre, og Sayyiduna Ali og hans børn, heriblandt særligt Imam Hasan og Imam Husayn (radiAllahu anhuma). Af Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) døtre, er Sayyidatuna Fatima (salaamullahi alayha wa abiha) den mest ophøjede. Hun er en del af Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) og lederen af alle kvinderne i Paradiset. Om Imam Hasan og Imam Husayn (radiAllahu anhuma) har Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) sagt, at de vil være lederne af alle Paradisets unge mænd. Imam Husayn (radiAllahu anhu) er også sayyidu al-shuhadaa, og ofrede for Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) mission, sig selv og hele sin familie. Uanset hvor meget man elsker disse personligheder, ville det i sidste ende være for lidt.

Når man omtaler Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) ledsagere og familie bør man omtale dem med respekt i højeste grad og tilføje radi Allahu ‘anhu eller ‘anha (Allah være tilfreds med ham eller hende) efter deres navne. Man bør ikke forsøge at finde fejl i dem eller kritisere disse, som har ofret familie og hjem for at støtte Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) mission og udbrede Islam. Takket være disse ærede mennesker og deres ofringer, er Islam nået frem til os i dag. Vi bør læse om deres liv, ihukomme dem og følge deres eksempel i vores hverdage.

‘Ulamas og awliyas rettigheder:

Efter Allahs og Profetens (sallallahu alayhi wa sallam) rettigheder kommer rettighederne af de lærde og Allahs venner (awliya), for disse folk er Profetens ((sallallahu alayhi wa sallam) arvinger, og bringer Islam videre til folket. Lydighed over for de lærde og awliya, er som lydighed over for Allah og Hans Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam). Efter Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) er det netop disse, der udbreder og beskytter Islam. Hvis ikke de var der, ville vi ikke have kendskab til Allah og Hans Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) i dag. At elske og stifte venskab med dem, er som at elske og stifte venskab med Allah, og at hade og stifte fjendskab med dem, er som at hade og stifte fjendskab med Allah og Hans Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam).

At være i deres nærvær, og selv det se på awliyas ansigter, er en tilbedelse af Allah. At sidde i deres forsamlinger er en ophøjet handling.

Awliya er de personer, som virkeligt fortjener at blive kaldt Allahs venner, som både åbent og i det private følger Islam til punkt og prikke. I Sahih Bukhari er det nævnt, at Allah siger:

Den som stifter fjendskab med min ven (wali), imod denne, erklærer Jeg krig.

En person, som grundet verdslige behov følger en wali og ved opnåelse af dette, ophører med følge ham, på en sådan vil Allah ikke engang kigge på eller tale med på Dommedagen og ej heller rense denne for synder, derimod venter en hård straf for denne.

Forældres rettigheder:

Allah siger: Vi har givet mennesket ordre til at behandle dets forældre godt. Yderste grad af taknemmelighed over for ens forældre er påkrævet, så meget, at man ikke engang må sige “uff” til sine forældre, hvis de er gamle og svage, men vær utrolig mild i sin tale.

I forbindelse med godhed over for forældre nævnes nogle Hadith:

En person spurgte om hvem der har mest ret til hans godhed, hvorpå Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) svarede: “Din mor”. Personen gentog sit spørgsmål flere gange, og Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) gav det samme svar. Derefter sagde Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam): “Din far og så din nærmeste familie.”

Ved en lejlighed sagde Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) tre gange at “Må denne person får jord på næsen”. Folk spurgte: “Ya Rasulullah sallallahu ‘alayka wa sallam, hvis næse? Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) svarede: “Den person, hvis forældre eller en af dem er gamle, og han ikke opnår Paradiset ved at tjene dem.”

En person trådte i Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) tjeneste og spurgte om lov til at udvandre eller kæmpe, for at opnå Allahs belønning og glæde. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) spurgte ham om hans forældre levede, hvilket han svarede bekræftende på. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde dertil: “Hvis du ønsker at udføre gode handlinger, så gå hjem til dine forældre og tjen dem i overflod.”

En person sagde, at han gerne ville drage ud på jihad og ønskede Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) lov til dette. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) spurgte om hans moder levede, og sagde derpå: “Forbliv i hendes tjeneste, for Paradiset er under hendes fødder. Faderen er den mellemste af Paradisets porte. Det er op til dig om du tjener din fader og åbner denne port til dig eller om du er respektløs og lukker denne port for dig selv.”

Ved en anden lejlighed sagde Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) til en person: “Spørg dine forældre om lov til jihad. Hvis de giver dig lov til dette, så er det fint ellers må du forblive i deres tjeneste, da ulydighed over for forældre er blandt en af de største synder.”

At være lydig og tjene sine forældrene er en højtprioriteret gerning, som man ikke bør svigte ved at undlade den. De smerter, som en moder går igennem ved et barns fødsel og dets opvækst kan ikke gengældes.

En person trådte i Allahs Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) tjeneste og spurgte: “O Allahs Sendebud sallallahu ‘alayka wa sallam, jeg har båret min syge moder på mine skuldre og udført hele pilgrimsrejsen med hende således. Har jeg betalt det af, jeg skylder min moder af godhed?” Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) svarede: “Med alt dette har du ikke engang gengældt en nats smerte, som din moder har haft for dig (da du var i hendes mave). Gå hjem og fortsæt med at tjene hende.”

Det, børnene kan gøre er, at være gode mod deres forældre, og ikke skade sine forældre eller andre forældre på en hvilket som helst måde. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at for ethvert kærligheds- og nådesfuldt blik på sine forældre, skænker Allah en person belønning svarende til en accepteret pilgrimsrejse.

En person, hvis fader er bortgået, men dennes bror er stadig levende, bør denne beære sin broder ligesom faderen. Hvis moderen er bortgået, bør han behandle sin moster ligesom moderen. En person begik en synd, hvorefter han henvendte sig til Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) og spurgte om der var mulighed for tilgivelse. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) spurgte: “Er din moder i live?” Han svarede: “Nej”. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) spurgte så: “Hvad med din faster?”. Han svarede: “Ja”. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde derpå: “Vær god imod hende.”

En anden stor pligt, som påhviler børn er, at huske deres forældre i deres bønner, og hvis forældrene er bortgåede, så jævnligt besøge deres grave og bede om Allahs tilgivelse for dem. En mand er ved at blive straffet i graven og pludselig ophører hans straf. Han spørger, hvordan det er sket og får at vide, at hans barn i dag har lært at recitere bismillah og Allah kan ikke tillade at straffe en person under jorden, hvis barn på jorden kalder Allah for barmhjertig.

En mand kommer i graven med et hav af synder, og bliver rejst en masse stadier, fordi hans barn på jorden løfter sine hænder i bøn for ham.

Børns rettigheder:

Det er forældrenes pligt, at de til den grad de magter det, sørger for at deres børn får en god opdragelse og tilegner sig nyttig viden. De forældre, som opdrager sine børn med lovligt tjent indkomst, giver dem en god opdragelse og sørger for at de bliver gift et godt sted, er blandt Allahs gode slaver. Af en Hadith fremgår det, at der ikke er nogen bedre gave for en fader end en gudfrygtig og lærd søn, for i sandhed er viden bedre end almisse.

Ifølge Hadith er det påbudt enhver troende mand og kvinde at tilegne sig viden. Her er der tale om den obligatoriske viden om de islamiske pligter, påbud og forbud, som er nødvendig for hvert enkelt individ at kende.

At give døtre en god opdragelse og gifte dem bort et godt sted er meget belønningsværdigt. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at den person som passer og opdrager sine to døtre indtil de når puberteten, denne person vil træde sådan ind i Paradiset sammen med Profeten, som to fingre siddende sammen. Den person, som har tre døtre og opdrager dem, giver dem uddannelse, lærer dem godhed, er god ved dem og derefter giver dem bort til gode mænd, bliver sikret Paradiset.

Hvis der hos en person bliver født en pige, og denne ikke føler forargelse over det og ej heller anser datteren, som værende mindre værd end én dreng, ville denne person indtræde Paradiset. De personer, som bliver vrede over at få piger, burde tænke over disse udtalelser fra Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam).

Ægtefællers rettigheder:

Manden og konen er som to hjul på livets bil, og de kan således kun i samarbejde få livet til at fungere. Både Koranen og ahadith omtaler mange steder forholdet imellem en mand og en kvinde. Nogle få Hadith bringes for neden:

Hvis jeg skulle beordre et menneske, at det skulle knæfalde til noget andet menneske, ville jeg beordre kvinden at knæfalde for sin mand. Hvis en kvinde forlader verden i den tilstand, at hendes mand er tilfreds med hende, vil hun træde ind i Paradiset.

En mand bør altid være god ved sin hustru, som har givet sig selv i hans ejendom. Det er ikke tilladt for manden at slå sin hustru, bare fordi hun gør noget han ikke bryder sig om. Han bør i stedet prøve muligheder, så som at distancere sig fra hende i sengen, at ophøre med at tale til hende. Og hvis hun angrer, bør han tilgive hende og ikke køre på hende omkring det skete. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: “Husk, at I har rettigheder over for jeres hustruer og de har rettigheder over for jer. Jeres rettigheder over for dem er, at de ikke lader de folk komme i jeres hjem, som I ikke ønsker og deres rettigheder over jer er, at I giver dem god mad og godt tøj. Når I spiser, at I også bespiser jeres hustruer og når I køber tøj til jer selv, at I så også køber tøj til jeres hustruer.  I skal huske at tale pænt til dem og ikke efterlade dem alene noget sted, undtaget hvis de er alene i hjemmet.”

En troende mand bør ikke være vred på sin hustru, for hvis han ser noget i sin hustru han ikke kan lide, idet der vil være andre egenskaber hun besidder, som han vil kunne lide, og dette bør han i stedet være fokuseret på. På Dommedagen vil det være en stor uretfærdighed imod Allah, at hvis mand og hustru har været sammen intimt og en af dem bagefter røber hinandens hemmeligheder til andre. Det er en meget stor synd, at tale om sit privatliv med andre personer end sin partner.

Den kvinde, som forretter bønnen fem gange dagligt, holder fasten i ramadan-måneden, holder sig ren og gør sin mand tilfreds, kan træde ind i Paradiset af den af dets døre, som hun selv ønsker.  Hvis en mand er vred på sin hustru, og hans vrede er lovlig islamisk set, vil hendes bøn ikke blive accepteret indtil hun gør sin mand tilfreds.

Ligesom kvinderne bør anerkende og elske deres mænd, bør mændene også arbejde og gøre en indsats for deres hustruer, og elske og anerkende deres hustruer. I Koranen siger Allah et sted, at mændene har rettigheder over for kvinderne, på samme måde som kvinderne har rettigheder over manden. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at den mest troende mand er den, som har en god manér og behandler sin hustru bedst. Dette gælder også omvendt for kvinder. En kvinde bør sørge for ikke at være beskidt, men være ren og klæde sig godt på foran manden.

Må Allah hjælpe enhver som oprigtig søger Hans hjælp, og må Allah tilgive skriveren og læseren af dette. Ameen, thumma ameen af Ummati, 18.april 2008.

Ved fejl i teksten, så oplys mig om det, og lad mig rette op på det.

Misundelse er noget som vedrør de gaver Allah har skænket sine slaver. Når Allah skænker en person noget, så opstår der to situationer i en anden persons sind. Den første er at han ikke ønsker, at denne person skal få dette og at det derfor skal gå væk fra denne og den anden er at han ikke ønsker at det skal gå væk fra ham, men ønsker at han også skal få det samme. Profeten (sallallahu alayhi wa alihi wa sallam) har sagt, at en troende stræber efter selv at få gode gerninger, mens en hykler misunder. For muslimer og ikke-muslimer er misundelse forbudt, da Allahs fordeling gælder hele menneskeheden og ikke kun muslimer. Konkurrence er ikke forbudt, tværtimod opfordret, idet det hjælper én med at komme videre.  Allah siger i Koranen, at man skal konkurrere med hinanden for at opnå Skaberens tilgivelse. Det svarer til to slaver, som kæmper om at glæde deres herre og vinde over den anden i dette. Profeten (sallallahu alayhi wa alihi wa sallam) sagde: Der er ingen misundelse for to personer dvs. det er tilladt at “misunde” disse, med ønsket om opnå det samme): En, som har fået givet penge og han bruger dem i Allahs vej, og en, som har fået viden og han praktiserer det selv og formidler det videre til andre.

Der er mange beretninger fra Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) omkring emnet. Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: “Som ild tilintetgør brændstof, tilintetgør misundelse dyder”.

Han sagde også at: “Misund ikke hinanden, svigt ikke hinanden, had ikke hinanden, handl ikke over en andens handel. O Allahs slaver, vær som hinandens brødre.”

Hadrat Anas (radiAllahu anhu) berettede: “Vi sad en dag tæt ved Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) som sagde: “Om lidt vil en af paradisets folk passere”. Lidt efter kom en fra Ansar gående langs den vej. Abdullah ibn Umar fortalte ham om Profetens (sallallahu alayhi wa alihi sallam) udtalelse om ham, og spurgte ham, hvordan han havde opnået denne rang. Han svarede: “Jeg misunder ikke nogen for noget som helst han måtte have fået af Allah.”

Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: “De tidligere folks sædvaner har angrebet jer - misundelse og had. Had skraber, jeg siger ikke at den skraber hår, men at den skraber ens religion væk. Ved den i hvis magt mit liv er, I vil ikke indtræde (Paradiset) indtil i tror. Og I vil ikke være troende indtil I ikke elsker hinanden. Skal jeg ikke fortælle jer om, hvad der vil etablere jer på troen. Skab og spred fred iblandt jer.”

Da Sayyiduna Musa (alayhi as-salaam) gik for at møde sin Skaber, så han en person under Allahs Trone. Musa alayhi as-salaam blev overrasket over at se denne persons med en så høj rang, så han spurgte Allah om ham. Allah sagde: “Jeg vil informere dig om tre af hans gerninger. 1) Han misunder ikke nogen for at have modtaget Allahs gaver. 2) Han er ikke ulydig over for sine forældre. 3) Han bringer ikke sladder videre.”

Profeten Zakariyya (alayhi as-salaam) sagde: “Allah siger: En person som misunder, er Mine gavers fjende, utilfreds med Min vilje, og utilfreds med den fordeling af Mine gaver Jeg har gjort iblandt Mine slaver.”

Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: “Den største frygt jeg har for mine følgere (ummah) er forøgelse af deres rigdomme, for hvilken de vil misunde hinanden og strides med hinanden.”

Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: “Seks personer vil blive smidt i Helvede allerede inden regnskabet går i gang, hver især for én synd. De ædle ledsagere spurgte: “Ya Rasulallah (sallallahu alayhi wa alihi sallam), hvem er det?” Han svarede:

1. En leder pga. undertrykkelse,
2. En araber (fra ørkenen) for hans blinde kærlighed for sin klan,
3. En rig mand, for dennes hovmod,
4. En landsbyboer for sine dumheder,
5. En vidende mand for sin misundelse.

 Niveauer af misundelse

 Der er tre stadier af misundelse, som nævnes efter rækkefølgen:

1. En person misunder en andens rigdom og ejendom, og ønsker, at disse skal blive tages fra ham og at han aldrig får dem igen. Det er det værste tilfælde.
2. En person misunder en andens rigdom, og ønsker selv at få samme gaver og rigdom som den han misunder, fx have et smukt hus som hans, en smuk kone som hans, at besidde samme slags som den anden. 
3. En person har ikke de samme ting som den anden, hvorfor han ønsker at få noget af det samme slagsens.

 Allah siger: “Hav ikke havesyge for de gaver, Allah har skænket til nogen af jer.”

 Imam Ghazali nævner en række årsager til misundelse:

•  Fjendskab: Det er den værste årsag. Eftersom vedkommende er ens fjende, så ønsker man at vedkommende ikke skal have noget som helst, og ønsker og håber på, at alle de gode ting, som vedkommende har fået af Allah, skal tages fra ham.
• At man ikke kan lide at se andres goder: En person misunder en anden, fordi han slet ikke kan tåle dennes goder, og kan ikke leve med at vedkommende besidder magt eller har gode ting.
• Hovmod og stolthed: En person misunder, fordi han ønsker at prale pga. stolthed, samt fremtræder hovmodig, hvorfor denne nærer foragt for den som har noget.
• Frygt for at fejle: En person misunder andre, fordi han selv frygter at fejle. Fx to mennesker arbejder på det samme projekt. Den ene misunder den anden, fordi den ene er klar over de mangler der end måtte være i dennes projekt, som denne ønsker at eliminere. Medens det samme ønsker vedkommende ikke for den anden.
• Grådig efter berømmelse og magt: Dette siges indenfor al aspekter af livet såsom tilbedelse, arbejde, skønhed, ja, listen er lang… 
• Naivitet: At man tænker naivt, at al det bedste skal ske for én og bliver glad for det ikke sker for andre.

Man kan sige det den ultimative årsag til misundelsen opstår er kærlighed til jorden. De ovennævnte årsager har at gøre med dette. Det menneske, som er viis indenfor religionen, har ikke i sit hjerte kærlighed til jorden og er derfor fri for misundelse. Han har viden og anser al det, som kan være årsagen til, som værende noget dårligt. Han er bange for at stå til ansvar for dette på Dommens Dag, hvorfor han ikke ønsker at bære byrden, eftersom han bliver sendt tomhændet i graven. Denne person misunder heller ikke andre hvad angår troen, tværtimod ønskes det at man ledsager disse og disse opnår fremgang.

Medicin

Misundelse er for hjertet en belastende og ødelæggende sygdom. Det er umuligt at behandle denne uden den rette viden og den medfølgende handling. For at kunne behandle misundelse skal man kende til misundelsens ødelæggende karakter, som påvirker én i denne verden og i den næste. Herudover skal det nævnes at ingen skade rammer den person som misundes i stedet går det udover den som misunder. Det menneske, som ikke kan andet end at misunde, lever et liv med bekymringer, med den tro i hjertet at der er noget der mangler i tilværelsen. Man få lav selvværd af den grund og ville hige efter at få andres lykke. Hermed har man skabt et uroligt og utilfredsstillende liv for sig selv til ingen verdens nytte. Herudover skal det næves jo mere man misunder én, jo mere falder man i rang, medens den misundte stiger i rang. Ubevidst er man i gang med at hjælpe én på vej i Paradiset, medens man sikre et plads i Helvede for sig selv

Er man klar over dette mekanisme og får det implementeret det i ens hjerte, så vil man begynde at indse at misundelse i virkeligheden er ens fjende, som kun bringer harme med sig og man begynder at afholde sig fra det. Dette er den rigtige behandling for den, som forstår. Vælger man denne form for behandling så får man liv med fred og harmoni.

Måden man aktivt kan behandle sig selv er at man gøre ting, som er modsat det som skaber misundelsen i første omgang. Fx hvis man skal har lyst og mulighed for at nedgøre en person, så kan og burde man ophøje vedkommende i stedet. Hvis man inderligt ønskede at vedkommende mistede alt, så kunne man i stedet bruge den samme tid på at bede om det bedste for vedkommende. I stedet for at lede efter fejl hos én, kunne man prøve at finde de gode kvaliteter hos den anden. 

At elske sin næste er meget vigtigt og kærligheden skal være på plads førend man kan fordrive misundelsen. En mand spurgte Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam)under en tale: “Hvornår kommer Dommedagen?” Han svarede: “Hvad har du forberedt?” Han sagde: “Jeg har ikke bedt mange bønner eller fastet meget, men jeg elsker Allah og Hans Profet (sallallahu alayhi wa alihi sallam).” Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: “Du vil være med den, du elsker.” Hadrat Anas siger, at muslimerne aldrig har følt større glæde end den på denne dag.

En sahabi (radi Allahu anhu) spurgte Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) “En mand elsker dem som beder, men beder ikke selv, han elsker dem som faster men faster ikke selv.” Profeten sallallahu alayhi wa aalihi wa sallam sagde: “Han vil være med den, han elsker.”

Profeten (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde at “tre typer af mænd er fra Paradiset:

1. Dem som gør gode gerninger,
2. Dem, som elsker dem, som gør gode gerninger,
3. Dem, som fjerner forhindringer fra dem som gør gode gerninger.

 Så du skal ikke melde dig ud af disse kategorier ved at misunde og hade.”

 Suma summamarum: Hvis du kan blive lærd, så bliv lærd! Hvis ikke du kan blive lærd, så bliv student. Hvis ikke du kan blive en student, så elsk de studerende. Hvis ikke du kan elske dem, så had dem ikke i det mindste.

Teksten er baseret på små udsnit fra Ihya Ulum-id-Din fra kapitlet om Misundelse.

Ummati 11. april 2008

Det kommer i Koranen, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev sendt til et ummi-folk. Andetsteds bruges ordet ummi om Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. Det er værd at dykke ned i betydningerne af ummi i disse to tilfælde.

Ordet ummi oversættes normalt til analfabet. Mange, for hvem Koranen blot er en samling af ord, der uden videre kan oversættes med en ordbog, og uden forståelse for indholdet, fortolker det, som at Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) var analfabet - eftersom det “kommer” i Koranen. Sikke en uvidenhed disse folk besidder!

Ordet ummi anvendes om en, som ingen undervisning har fået dvs. vedkommende har ikke lært noget. Når dette sættes i forbindelse med almindelige mennesker, må det korrekt nok betyde, at personen er analfabet. Men det er kun så længe det vedrør almindelige mennesker. Man kan ikke anvende det ovenstående til at kalde profeter (alayhi as-salat wa as-salam) for analfabeter. Profeter (alayhi as-salat wa as-salam) besidder kvaliteten ummi på den måde, at de ikke har fået undervisning af andre mennesker. Hvorfor er de så ikke også analfabeter? Det skyldes, at de ikke undervises af folket dvs. makhluq, men i stedet af Skaberen selv, dvs. Allah (subhanahu wa ta’ala). Profeter er ikke som almindelige mennesker og det at man anvender “almindelige” termer for at beskrive dem og derved faktisk indikerer at de har et eller andet form for defekt, er dybt sørgeligt.

Profeten Muhammad (sallallahu alayhi wa sallam) og alle andre profeter (alayhi as-salat wa as-salam) blev født som lærde. Deres beherskelse af viden er ubeskrivelig. For ingen er det muligt at opnå det niveau, som de havde, hvad angår viden.

For ingen er beretningen om Sayyiduna Adam (alayhis-sallam) ukendt. Han blev oplært af Allah (subhanahu wa ta’ala) før han blev introduceret for engle og jinn. Hvem husker ikke beretningen om Sayyiduna ‘Isa (alayhis-salam), som der kun som få dage gammel holdte en tale og erklærede at Allah havde sendt ham som en profet med en bog. Dette er blot to eksempler fra Koranen, som indeholder langt flere. Når alle profeter bliver født med viden, hvorfor skulle det være således at Profeten (sallallahu alayhi wa sallam) skulle være født uden viden?

Alle profeter (alayhi as-salat wa as-salam) er sendt for at belære andre og ikke for at de selv skal blive belært. Ummi betyder rigtigt nok en som ikke har fået undervisning af nogen anden på jorden, og det er sandt for profeters vedkommende (alayhi as-salat wa as-salam), men det er netop en ophøjelse af dem, at ingen kan kalde sig deres lærer, for deres lærer af Allah (subhanahu wa ta’ala selv). Så man bør derfor beskytte sin mund for at komme til at forbinde ord som “analfabet” med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og derved miste sin tro - uden selv at vide det. Han er ummi, men ikke analfabet!

Ummati 10. april 2008

Allahs Elskede Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde:

Vær ligeså beskeden over for Gud, den Almægtige, som nødvendigheden af beskedenhed ved at være foran Ham kræver. Lad ham, der er velsignet med en sådan grad af beskedenhed, altid kontrollere sit sind og dets indhold, såvel som sin mave og dens indhold. Lad ham altid huske på døden og forfaldet efter den. Èn, der begærer det næste liv, vil forsage denne verdens besmykkelser. Èn, der kan gøre dette, kan føle så megen beskedenhed over for Gud, som nødvendigheden af at være beskeden foran Ham kræver.

Fra “Ibn Hanbal, Musnad, 1:387″.

Know, O dear readers, that every man is not fit for friendship.

The prophet (sallallahu alayhi wa sallam) said: ‘A man is upon the religion of his friend. So let him look with whom he befriends.’

Making friendship has a look to one’s character, conduct and qualities. Making condition to get benefit of the qualities of your friend and search to get temporal and spiritual benefits. Wealth, name and bargain are the temporal benefits. This is not our subject. The benefits of religion are following

1. To get education and learn action,
2. To get benefit of saving oneself from name and fame which cause anxiety of mind,
3. To gain wealth to maintain oneself,
4. To seek help in necessary actions, in dangers and difficulties and in many other actions of life,
5. To get blessings of the invocations of a friend,
6. To hope for getting intercession of a friend in the next world.

A certain sage of yore said: Increase the number of friends, as every believer has got the right of intercession and you may hope to fall in the intercession of your friend.

God says: Those who have faith and do good works will seek intercession and He will increase His Favours on them. To explain this verse, there is a Hadith that believers will make intercession for their friends and God will admit them in Paradise along with them. It has also been said in explaining it that when a man is forgiven, he will get right of intercession for his friends.

[From Ihya ulum-id-Din; written by Imam Abu Hamid al-Ghazzali]

A man asked Hazrat Hasan Basri: O Abu Sayeed, how have you got up from the bed at dawn? He said: In good condition. He again asked: How are you? He said: In good condition. He again asked: How are you? Hasan Basri smiled and said: Are you asking about my condition? What do you think about the man who got on board on a boat. When it reached the middle of the sea, it was broken and every passenger floated on a plank. What is their condition? One man said: Grievous moment. Hazrat Hasan said: My condition is more precarious than their condition.

Subhan Allah…

He who fears God cannot commit sin by his anger.
He who fears God, cannot do what he likes.
If he would not have been such,
things would have turned otherwise.

[From Ihya ulum-id-Din; written by Imam Abu Hamid al-Ghazzali]

The Prophet (sallallahu alayhi wa sallam) said: “To be present in an assembly of Zikr is better than prayer of one thousand rak’ats, attending one thousand funerals and visiting one thousand patients.”

The Prophet (sallallahu alayhi wa sallam) said: “When you see a garden of Paradise, roam in it.” He was asked: “O Prophet of God (sallallahu alayhi wa sallam), what is the garden of Paradise?” He said: “Assembly of Zikr.”

So a student should not turn away from such an assembly. When a man complained to Hasan al-Basri about the hardness of his heart, he said to him: Attend the assemblies of Zikr.

[From Ihya ulum-id-Din; written by Imam Abu Hamid al-Ghazzali]

Hazrat Ibn Masud said: Be fountain of learning, be light of guidance, be lamp of sight, be jewel of heart and put on old clothes, you will be known to the dwellers of heaven and live unknown to the dwellers of this world.

[From Ihya ulum-id-Din; written by Imam Abu Hamid al-Ghazzali]

The Prophet (sallallahu alayhi wa sallam) said: God says: The object of envy is that believer who makes light the burden on himself, gets delight in prayers, good in divine service, worship in secrecy, lives behind the eyes of men, is not shown by fingers  and keeps patience. The Prophet (sallallahu alayhi wa sallam) made a sound by his hands and said: His death is quick, his heritage is very little and his mourners are very few.

[From Ihya ulum-id-Din; written by Imam Abu Hamid al-Ghazzali]

En digter siger:

Allah, den Almægtige siger: De store iblandt jer er de, der er fromme. De frommes sidste bolig vil være Paradis, og deres drik Kawthar.

Oh Allah (subhanahu wa ta’ala)! Tæl os med blandt Dine fromme tjenere, der var oprigtige i alle deres religiøse handlinger.

Amin, Thumma Amin

Hadrat Suhayb (radi Allahu anhu) beretter, at Allahs elskede Budbringer (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: En troendes sag er speciel, og i et ethvert anliggende er der for denne godt og kun godt dvs. khayr og kun khayr. Hvis han får glæde og tilfredsstillelse, takker han sin Skaber, og i dette er der kun godt for ham. Hvis han møder modgang og får sorg, er han tålmodig og i dette er der også kun og kun godt.

I denne verden er der glæde, men også sorg, såvel som at der er medgang men også modgang. Der er kulde såvel som varme og alt dette er fra Allah (subhanahu wa ta’ala). Når man derfor møder modgang, bør man ikke lade sig blive slået ud af det, men i stedet være overbevist om, at det er fra Allah (subhanahu wa ta’ala), og at der må være noget godt i det, for Allah (subhanahu wa ta’ala) ønsker kun det gode for én.

Fx hvis man har én nær ven ville man altid tænke positivt om vedkommende, fordi denne er én nær og fordi man er overbevist i sit sind om, at denne person kun ville ønske én det gode. Hvis vennen giver én gaver, bliver man glad, og hvis vennen ind i mellem kommer til at gøre eller sige noget om én, der udadtil kan virke forkert, så bruger man ofte tid på at finde årsagen til det udtrykte.  Man ville altid i første omgang prøve at finde en logisk og positiv bortforklaring.

Derimod, hvis én man ikke kan lide, gør eller siger præcis det samme, så er man på nakken af vedkommende. Ofte er det sådan at allerede inden denne har sagt noget, er man klar til et aggressivt forsvar, eftersom man forventer, at vedkommende sandsynligvis kun ville ytre negativt, idet man er overbevist om at personen vil én ondt. Skulle det ske at vedkommende sendte én en gave, begynder man at spekulere over den formodet negativ hensigt, der kunne ligge bag. Man kunne få den tanke at vedkommende kun gør dette for at vise andre, at han er flink over for én og sådan kører det i hovedet i al evighed. Og uanset hvad denne person end måtte gøre, så efterlader det ikke et positiv indtryk, som det ville gøre hvis det havde været ens ven.

Pointen her er, at det er ens tankegang, der i bund og grund styrer hvordan man takler enhver situation i medgang og modgang. Og når det så er sagt, og man som muslim tror på at alt kommer fra Allah (subhanahu wa ta’ala), og at Allah (subhanahu wa ta’ala) kun vil ens bedste, hvorledes kan man lade sig blive slået ud af noget, som man umiddelbart ser som modgang. Hér kommer ens Imaans (dvs. tro) styrke på prøve. Jo stærkere ens Imaan er, desto lettere er det for én at tænke positivt om en formodet modgang, som i sig selv er medgang.  Hvis man har et meget distanceret forhold til Allah (subhanahu wa ta’ala), eller hvis man aldrig har lært Allah (subhanahu wa ta’ala) at kende, så bliver det svært, hvis ikke umuligt, at kunne tænke positivt i modgang.

Angående styrken af ens Imaan, så hører vi gentagende gange fra de lærde at det yderste mål er, at opnå den tilstand, hvor man i sin tilbedelse føler at man ser Allah (subhanahu wa ta’ala), dvs. at man tilbeder Ham med så stor en koncentration at man fjerner sin opmærksomhed fuldstændigt fra denne verden. Vi kender jo alle sammen til forskellen mellem at tale til en væg og tale med en person, der er foran én.  Hvis man ikke kan tænke således, så burde man som minimum være klar over, at Allah (subhanahu wa ta’ala) ser én.

Der var en lærer, som underviste tre elever. To af eleverne følte at læreren bedre kunne lide den tredje og altid brugte mere tid på ham, så de beklagede en dag om det til læreren og spurgte om hvorfor han bedre kunne lide den tredje. Han svarede at det jeg ser i jer, kan I ikke selv se. Men et sådan svar er jo sjældent tilstrækkeligt i sådanne situationer.

De to elever tiede umiddelbart stille i det øjeblik, men det kunne tydeligt mærkes at de ikke var tilfredse med svaret. En dag sagde læreren til dem alle tre at de skulle gå ud hver især og hente noget jord, men de skulle gøre det, når ingen så dem. De to elever løb hurtigt ud og fandt noget jord og kom hurtigt tilbage med det, mens den tredje elev gik rundt i lang tid for endeligt at komme tomhændet tilbage. Læreren spurgte eleverne om de havde fuldført opgaven, hvortil de to elever hurtigt svarede bekræftende og samtidig grinte ad den tredje, idet han ikke havde fuldført opgaven. Læreren spurgte eleven om han ikke havde hentet noget? Hvortil han svarede at du havde bedt os om at hente jord fra et sted, hvor ingen så os. Men uanset hvor han tog hen, så hans Herre ham, hvorfor han ikke har hentet noget. Herefter sagde læreren til de to andre elever, at det burde være muligt for dem at kunne se, hvorfor han holdt mere af den tredje elev i forhold til dem.

Hvis man ønsker at leve et godt liv, bør man altid forsøge at finde det gode i al det, der sker omkring én. Dette ville medføre at man ville føle sig godt tilpas i tilværelsen og ville ikke se negativt og pessimistisk på alt.

Alt i alt handler det om ens tankegang. Jo sundere den er, jo bedre en tilværelse har man i denne verden og i det Hinsidige!

Ummati, 23. marts 2008

Oh Allah (subhanahu wa t’ala)! Vis os sandheden som sand, og gør os i stand til at følge den. Vis os falskheden som falsk, og forsyn os med midlerne til at afholde os fra den.

Âmîn, oh Mest Medfølende af de Medfølende.

Denne berømte Qasida er skrevet af Imam al-’Azam Abu Hanifa (’alayhi al-Rahma). Jeg har sat denne ind med urdu oversættelse. Denne Qasida er læst af Qari Waheed Zafar Qazmi (fra Pakistan), som kan høres hèr

As-subhu badaa’ min tala’ati-hii
Wal-laylu dajaa min wa farati-hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

Kanz ul-karamii mawla-ni’ami
Haadi-l umamii li-sharii’ati-hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

Sa’at ish-shajaruu nataq-al-hajaru
Shaqq-al-qamaru bi ishaarati hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

Jibriilu ataa laylata asraa
War-Rabbu da’aa fii hadrati-hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

Fa wasiilatunaa huwa sayyidunaa
Wal-izzu lanaa bi-ijaabati-hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

As-subhu badaa’ min tala’ati-hii
Wal-laylu dajaa min wa farati-hii

Allahu Allahu Allahu Allahu
Allahu Allahu Allahu Allahu

Oversættelsen på engslsk:

The morning light is by your countenance,
And the splendour of the night by your plaits.

The master is a treasure of grace,
The master is a treasure of mercy.

He is the guide of the whole community,
And the one who shows the way of the Sacred Law.

They came upon the gesture of a finger,
Stones from the Hijaz began to speak.

And the moon was split in two,
By a single gesture of the finger

On the night of the Ascension,
The Archangel Gabriel came with tidings of God.

Allah called him to the heavens,
[And] bestowed upon him the honour of intimacy.

Ovenstående engelsk oversættelse er fra Ghulam-e-Mustafa

Den rituelle afvaskning er det første skridt til bønnen. Jo mere koncentreret den rituelle afvaskning man udfører desto bedre bøn kan man udføre. Derfor er det vigtigt at koncentrere sig under den rituelle afvaskningen. Man skal vide, at alle de legemsdele vandet berør bliver tilgivet for synder.

Derudover vil ens legemsdele, som blev vasket ved den rituelle afvaskning, skinne på Dommedagen og hjælpe en til at finde vej i mørket, hvor alle vil søge at finde Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) for at bede om hans hjælp og hans forbøn.

Dua, som man bør gøre under den rituelle afvaskning (wudû’) er skrevet for neden.

Afvaskningen startes med Bismillâhi

Note:dh udtales tæt på z (som th i engelsk that/this)th udtales tæt på s (som th i engelsk thin/thirst)

1. Før indtræden på toilettet:

Allâhumma inni a’ûdhubika min al-khubuthi wa l-khabâith

Oh Allah, jeg søger din beskyttelse imod al slags urenhed

2. Når munden vaskes:

Bismillâhi, Allâhumma a’innî ‘alâ tilâwati l-qur’âni wa dhikrika wa shukrika wa husni ‘ibâdatik

Oh Allah, hjælp mig (så det bliver let for mig) i at recitere Koranen, at gøre Din dhikr, at takke Dig, og udføre Din tilbedelse på god vis

3. Når næsen skyldes:

Bismillâhi, Allâhumma arihnî râihata l-jannata wa lâ turihnî râihata n-nâr

Oh Allah, lad mig dufte duften af Paradiset, og lad mig ikke lugte til lugten af ilden

4. Når ansigtet vaskes:

Bismillâhi, Allâhumma bayyid wajhî yawma tabyaddu wujûhun wa taswaddu wujûh

Oh Allah, oplys mit ansigt, den dag nogle ansigter vil være oplyste og nogle ansigter vil være sorte

5. Ved højre arm:

Bismillâhi, Allâhumma a’tinî kitâbî biyamînî wa hâsibnî hisâban yasîrâ

Oh Allah, giv mig min bog i min højre hånd, og gør et let regnskab med mig (på Dommedagen)

6. Ved venstre arm:

Bismillâhi, Allâhumma lâ tu’tinî kitâbî bishimâlî wa lâ min warâi dhahrî

Oh Allah, giv mig ikke min bog i min venstre hånd, og ej heller bag min ryg

7. Ved mash på hovedet:

Bismillâhi, Allâhumma, adhillanî tahta dhilli ‘arshika yawma lâ dhilla illâ dhillu ‘arshik

Oh Allah, giv mig ly under Din Trones skygge, den dag der ingen skygge er, pånær skyggen af Din Trone

8. Ved mash for ørene:

Bismillâhi, Allâhumma j’alnî min alladhîna yastami’ûna l-qawla fa yattabi’ûna ahsanah

Oh Allah, gør mig i blandt dem som hører grundigt på Dine ord og derefter følger dem på bedste vis

9. Ved mash for nakken:

Bismillâhi, Allâhumma a’tiq raqabatî min an-nâr

Oh Allah, red min nakke fra ilden

10. Ved højre fod:

Bismillâhi, Allâhumma thabbit qadamî ‘alâ s-sirâti yawma tazillu l-aqdâm

Oh Allah, Lad mig være faststående den dag folks fødder vil glide (på Sirat broen)

11. Ved venstre fod:

Bismillâh, Allâhumma j’al dhambî maghfûran wa sa’yî mashkûran wa tijâratî lan tabûr

Oh Allah, tilgiv mine synder, accepter mine anstrengelser, og lad der ikke være tab i min handel (mit arbejde)

Når man reciterer disse dua, og samtidig tænker på deres betydning, så vil det inshâ Allâh hjælpe en til at udføre en komplet rituel afvaskning. Man skal samtidig tænke på alle de synder man har udført med de forskellige legemsdele når man vasker disse.

Må Allâh tilgive mig for de fejl der måtte være i dokumentet. Ameen thumma ameen Ummati, 20. februar 2008

Denne artikel handler omhandler vigtigheden af at udføre forsømte bønner. Med artiklen findes et skema til download, hvilket kan gøres hér eller senere i teksten.

Download skema her

Allah har pålagt alle mentalt raske og kønsmodne muslimer at bede fem daglige bønner. Dette er en ubetinget betingelse, med undtagelse af kvindernes månedlige periode og deres blødninger efter fødsler, hvor de er fritaget for bønnen. Obligationen af bønnen ophæves ikke førend man har bedt bønnen, hvad enten det er i tide eller forsinket. Når bønnen bedes inden for dens tid, kaldes den ada og når den udføres forsinket kaldes den qada. Det er forbudt at undlade en bøn med vilje. Hvis man kommer til at forsømme en bøn, skal den derfor udføres, så snart man kommer i tanke om den missede bøn. Det er obligatorisk at udføre forsømte bønner. I de profetiske fortællinger er der varslet en hård straf for enhver obligatorisk bøn, man ikke har udført og bønnen er det første man vil blive stillet til ansvar for på Dommedagen. Derfor er det livsnødvendigt, at muslimer har udført alle deres daglige bønner, og ikke skylder nogle bønner, når de forlader denne verden. Forsømte bønner kan udføres på ethvert tidspunkt med undtagelse af tre små tidsintervaller:

1. Fajr-bønnens tid udløber og ca. tyve minutter frem
2. Ca. tyve minutter før Dhuhr-bønnen går ind
3. Ca. tyve minutter før Maghrib går ind

I disse tre tidsintervaller, som hver især varer ca. tyve minutter, er det som hovedregel ikke tilladt at udføre forsømte bønner. Foruden disse kan man når som helst når der er mulighed for det bede en forsømt bøn.

Grundet stor forvirring iblandt folk skal det specielt nævnes, at det er tilladt at bede forsømte bønner efter både Fajr og ‘Asr, inden de forbudte tidspunkter indtræffer.

Når man udfører en forsømt bøn er det kun fard-delen for hver bøn der skal udføres og i ‘isha-bønnen skal witr også udføres, da witr er wajib.

1. Fajr: 2 fard
2. Dhuhr: 4 fard
3. ‘Asr: 4 fard
4. Maghrib: 3 fard
5. ‘Isha: 4 fard og 3 witr

Det er berettet af De troendes Leder ‘Ali ibn Abi Talib, Allah være tilfreds med ham, at når en person har forsømte bønner til gode, bliver hans frivillige bønner (nawafil) ikke accepteret. Det betyder, at hvis man har forsømte bønner, der mangler at blive udført, er det langt vigtigere at få udført disse end at udføre frivillige bønner (nawafil) og opfordrede (mustahab, dvs. sunnat ghayr mu’akkada) bønner. Når man skylder at udføre forsømte bønner skal man søge at bruge al sin tid i tilbedelse på at udføre disse bønner, for at komme af med gælden i en fart. Det er derfor utroligt nødvendigt, at alle hver især tæller op allerede i dag, hvor mange bønner man har forsømt igennem livet fra bønnen blev pålagt én. Bønnen bliver obligatorisk når man bliver kønsmoden (baligh). For drenge er det tidligst i 12-års-alderen og senest som 15-årige, mens det for piger er mellem 9 og 12 år.Hvis man ikke kan huske hvornår man blev baligh, siger fatwaen (loven) at man (drenge og piger) regner det fra 15-årsalderen, mens taqwaen (gudfrygtigheden) opfordrer til, at drenge regner det fra 12-årsalderen og piger fra 9-årsalderen.

Hvis man ikke kan huske det præcise antal, hvilken man sjældent kan, hvis det strækker sig over nogle år, må man gøre et rimeligt skøn en gang for alle. Det skal siges, at det ikke skader hvis man kommer til at bede “for mange” forsømte bønner, da de “overflødige” i så fald vil tælle som frivillige bønner og dermed også belønnes. Hensigten skal dog være således, at man udfører bønnen som en forsømt bøn, og ikke som “det er enten den ene eller den anden”. Tvivl eller uklarhed i hensigten ugyldiggør bønnen! Hensigten skal være klart defineret før bønnens start omkring hvilken bøn man beder.

For neden nævnes de bønner man skal bede ifølge Hanafi lovskolen i løbet af en dag, og som ikke bør og må undlades, selv til fordel for forsømte bønner.

1. Fajr: 2 sunnat, 2 fard
2. Dhuhr: 4 sunnat, 4 fard, 2 sunnat
3. ‘Asr: 4 fard
4. Maghrib: 3 fard, 2 sunnat
5. ‘Isha: 4 fard, 2 sunnat, 3 witr

Foruden disse bønner bør man anvende al sin tid på udførsel af forsømte bønner. Når man er rejsende, dvs. på en strækning på mindst 3 dages rejse til fods, hvilket regnes som værende 99 km (!) i hanafi lovskolen (og ikke 77, 88 eller andet) og man er på rejse i under 15 dage, skal man forkorte sine 4 rak’at fard bønner til 2 rak’at. Dette kaldes qasr, og det er nødvendigt, ikke valgfrit! Hvis man har forsømte qasr-bønner, skal disse udføres som qasr-bønner. Derfor skal man også huske dem i sit regnskab over forsømte bønner. Udførslen af en forsømt bøn, hvad angår dens rak’at, skal svare nøjagtigt til den bøn man forsømte. Med hensyn til indholdet (recitationen) inde i selve bønnen, er det prisværdigt at recitere fuldt ud, som man gør sædvanligt. Dog, hvis man har et stort antal forsømte bønner, der skal udføres kan man ifølge hanafi lovskolen gøre brug af følgende lettelser, som Shaykh al-Islam Ahmad Rida Khan, Allah være ham nådig, nævner i sin Fatawa Ridwiyya:

1. I stedet for recitation af surat al-fatiha i tredje og fjerde rak’at i dhuhr, ‘asr og ‘isha-bønnerne og tredje rak’at i maghrib-bønnen, kan man recitere Subhan Allah tre gange.
2. Man kan nøjes med at recitere tasbih én gang i ruku’ og sujud.
3. I tashahhud kan man undlade du’a til slut og forkorte salawat til Allahumma salli ‘ala Muhammadin wa ‘ala alihi og derpå afslutte bønnen med salam til begge sider.
4. I stedet for Qunut-bønnen i trejde rak’at i witr