Allah (subhanahu wa ta’ala) siger i Koranen,
”wa lahunna mithlu lladhi ’alayhinna bi l-ma’ruf” (2:228 )
… hvilket betyder, at lige som mænd har rettigheder over kvinder, har kvinder også rettigheder over mænd.
Hvor Islam har givet mænd rettigheder, har kvinder også fået rettigheder. Begge parter har rettigheder, om end de ikke er de samme. Kvinder og mænd er forskellige og har forskellige funktioner i ægteskabet, hvorfor rettighederne nødvendigvis også må være forskellige. Fordi rettighederne ikke er de samme, kan de alligevel godt have lige mange rettigheder. Islam giver begge parter rimelige og passende rettigheder. Hvis en person kun fokuserer på én bestemt ting som den ene part har, og mener at rettighederne er uretfærdigt fordelt, fordi den anden part ikke har lige præcis denne rettighed, vil kritikken ikke være legitim, da man er nødt til at se på deres sæt af rettigheder som helhed, for at kunne bedømme denne.
Islam har ligestilling imellem kønnene, men ligestilling betyder ikke, har aldrig betydet og kan aldrig betyde, at kvinder og mænd får præcis samme funktioner, roller og rettigheder. Kvinder føder børn, mænd gør ikke. Hvis nogen mener, at ligestilling betyder at rollerne skal være ens, kan de (eller deres mænd) starte med at føde et par børn og amme dem! Det er et åbenlyst faktum, at kvinder og mænd fysisk set er forskellige. Mænd er normalt stærkere bygget end kvinder, og derfor giver Islam mændene rollen som den forsørgende og den beskyttende. Hvis man ser på sportsgrenene rundt omkring os, hvorfor er der altid adskillelse og opdeling imellem mænd og kvinder? Der findes kvindefodbold og mandefodbold. Kvindehåndbold og mandehåndbold. Boksning for kvinder og boksning for mænd. Atletik for kvinder og atletik for mænd. Kvinder dyster ikke mod mænd i nogen som helst af disse (og stort set alle andre) sportsgrene. Heraf ses det, at der er en klar forskel imellem mænd og kvinder, som ingen kan benægte. De fleste lederposter i samfundet er besat af mænd, og de færreste lande har nogensinde haft en kvindelig leder (sjovt nok er Pakistan, et muslimsk land, et af de få, som har!).
I Islam fortjener kvinden den højeste respekt, mere end manden:
En mand spurgte den højtelskede og perfekte Profet, må Allahs fred og velsignelser være over ham: ”Hvem fortjener min venlighed mest?” Han svarede: ”Din mor”. Manden spurgte: ”Og dernæst?” Han svarede: ”Din mor”. Manden spurgte igen: ”Og dernæst?” Han svarede: ”Din mor.” Han gentog spørgsmålet, hvortil Profeten, må Allahs fred og velsignelser være over ham, svarede: ”Din fader.”
Det viser at Islam opfordrer til at være tre gange så kærlig over sin mor, end sin fader, hvilket skyldes at kvinder/mødre er meget mere barmhjertige og nådige men også følsomme. Islam tilskriver altså kvinden en højere status på dette punkt end manden.
Andetsteds er det berettet, at den kære og elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde: ”Paradiset ligger under din moders fødder.” Enhver muslim ønsker at opnå Paradiset, men vejen dertil går igennem moderens fødder, og moderen er ganske vist en kvinde!
Profeten, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde til mændene: ”Den bedste af jer er den, som er bedst imod sin hustru.”
Det viser klart, at Islam opfordrer og forpligter mænd til at deres hustruer behandles på bedste vis. Mange gange er det berettet at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde til mændene: ”Jeg advarer jer om (opfyldelse af rettighederne for) jeres kvinder.”
Den perfekte Profet, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde: ”En mu’min bør ikke bære nag eller have had til en mu’mina, for hvis der i en kvinde er en egenskab, som han ikke bryder sig om, så vil der også være andre egenskaber, som han kan lide.”
Derved gøres det klart, at alle kvinder (såvel som mænd) har egenskaber, som ikke er de bedste, så bør man ikke hænge sig i disse, men se bort fra dem og i stedet fokusere på de gode ting i og ved hinanden.
Hvis nogen på trods af dette mener at Islam opfordrer til undertrykkelse og nedgørelse af kvinder, så er det urimeligt. Må Allah give ham bedre indsigt i Islam og fjerne hans fordomme.
Islam gør nogle ting obligatoriske for manden, og ligeledes for kvinden. En ting, som er værd at bide mærke i er, at fordi noget (ifølge islamiske termer) ikke er fard/wajib (obligatorisk) betyder det ikke at Islam ikke opfordrer til det. Islam har sine egne termer i retslæren (fiqh, ahkam): Noget kan være fard/obligatorisk, men det kan også være sunnat eller mustahab (hvilket Islam også opfordrer til). Så alting behøver ikke at være 100% obligatorisk eller forbudt førend man kan sige, at Islam kræver dette af manden eller kvinden.
Jeg har tidligere (jf. 18/04-08 på bloggen) skrevet en kort tekst om rettigheder, hvori der var et par linjer om ægtefællers rettigheder. Det citeres for neden:
“Manden og konen er som to hjul på livets bil, og de kan således kun i samarbejde få livet til at fungere. Både Koranen og ahadith omtaler mange steder forholdet imellem en mand og en kvinde. Nogle få Hadith bringes for neden:
Hvis jeg skulle beordre et menneske, at det skulle knæfalde til noget andet menneske, ville jeg beordre kvinden at knæfalde for sin mand. Hvis en kvinde forlader verden i den tilstand, at hendes mand er tilfreds med hende, vil hun træde ind i Paradiset.
En mand bør altid være god ved sin hustru, som har givet sig selv i hans ejendom. Det er ikke tilladt for manden at slå sin hustru, bare fordi hun gør noget han ikke bryder sig om. Han bør i stedet prøve muligheder, så som at distancere sig fra hende i sengen, at ophøre med at tale til hende. Og hvis hun angrer, bør han tilgive hende og ikke køre på hende omkring det skete. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde: “Husk, at I har rettigheder over for jeres hustruer og de har rettigheder over for jer. Jeres rettigheder over for dem er, at de ikke lader de folk komme i jeres hjem, som I ikke ønsker og deres rettigheder over jer er, at I giver dem god mad og godt tøj. Når I spiser, at I også bespiser jeres hustruer og når I køber tøj til jer selv, at I så også køber tøj til jeres hustruer. I skal huske at tale pænt til dem og ikke efterlade dem alene noget sted, undtaget hvis de er alene i hjemmet.”
En troende mand bør ikke være vred på sin hustru, for hvis han ser noget i sin hustru han ikke kan lide, idet der vil være andre egenskaber hun besidder, som han vil kunne lide, og dette bør han i stedet være fokuseret på. På Dommedagen vil det være en stor uretfærdighed imod Allah, at hvis mand og hustru har været sammen intimt og en af dem bagefter røber hinandens hemmeligheder til andre. Det er en meget stor synd, at tale om sit privatliv med andre personer end sin partner.
Den kvinde, som forretter bønnen fem gange dagligt, holder fasten i ramadan-måneden, holder sig ren og gør sin mand tilfreds, kan træde ind i Paradiset af den af dets døre, som hun selv ønsker. Hvis en mand er vred på sin hustru, og hans vrede er lovlig islamisk set, vil hendes bøn ikke blive accepteret indtil hun gør sin mand tilfreds.
Ligesom kvinderne bør anerkende og elske deres mænd, bør mændene også arbejde og gøre en indsats for deres hustruer, og elske og anerkende deres hustruer. I Koranen siger Allah et sted, at mændene har rettigheder over for kvinderne, på samme måde som kvinderne har rettigheder over manden. Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) sagde, at den mest troende mand er den, som har en god manér og behandler sin hustru bedst. Dette gælder også omvendt for kvinder. En kvinde bør sørge for ikke at være beskidt, men være ren og klæde sig godt på foran manden.”
Jeg modtog i dag en mail, hvori alle de ting jeg har skrevet, at kvinder bør eller skal gøre over for manden, var fremhævet og ledsaget af spørgsmålet ”Gælder det omvendte ikke?” (Det kan måske tilføjes, at det samme, sjovt nok, ikke gjaldt de ting, der var påkrævet af mænd. Ved disse blev der ikke spurgt om hvorvidt det samme ikke var påkrævet af kvinder). Spørgsmålene blev modtaget med et stort smil, og besvaret med et endnu større, så denne kommentar skal helst ikke forstås som en kritik 
Må Allah belønne stilleren af disse spørgsmål og give den glæde i begge verdner og Sin Tilfredshed. Jeg takker inderligt for at stille spørgsmålene, og flere er altid velkomne.
Ånden i spørgsmålene var: “Det kan let tydes, at så snart kvinden gør sin mand vred så bliver hun forbandet og ikke omvendt!” Det er bestemt ikke sådan, at så snart kvinder rykker en finger, bliver de forbandet, mens mænd har frihed til at gøre hvad som helst. I teksten, der spørges til, havde jeg bevidst kun omtalt punkterne fra de synsvinkler, som det var relevant. F.eks. føler/tror mange at mænd godt må slå deres kvinder, men ingen tror at kvinder har ret til at tæske deres mænd. Derfor gjorde jeg det klart, at mænd ikke må slå deres kvinder, men i stedet … osv. Det gælder selvfølgelig omvendt, at en kvinde ikke har ret til at slå sin mand, og hvis hun føler at der noget galt ved ham, bør hun forsøge at ændre dette på en god måde. Jeg kommer ind på svarene på de stillede spørgsmål i det nedenstående. Først vil jeg opsummere nogle af kvindens rettigheder.
- Det er obligatorisk for manden at give sin hustru mad og drikke
- Det er obligatorisk for manden at give sin hustru et sted at bo.
- Det er obligatorisk for manden at give sin hustru tøj og klæder.
Det er altså obligatorisk for en mand at dække alle sin hustrus nødvendige omkostninger i form af ovenstående og/eller lommepenge mv., samt tilbyde hende sikkerhed. Der tages højde for mandens økonomiske situation. Den standard han selv lever under, skal han også tilbyde sin hustru. Hustruen bør ikke kræve mere af ham, end hun ved, at han kan tilbyde hende. Hvis manden er så fattig, at det kniber med at dække de nødvendige behov for hende (og ham selv) så bør hun i første omgang slet ikke indgå ægteskabet, og ellers kan hun blive skilt fra ham, og gifte sig med en anden – om end hun moralsk set ikke bør gøre dette, men hjælpe ham.
For dem, som kun fokuserer på mænds rettigheder over kvinden, er det vigtigt, at de bemærker, at disse ting kun gælder envejs! Kvinder er ikke forpligtede til at forsørge manden på nogen måder – og selv hvis de tjener penge bortfalder denne forpligtelse ikke for manden. Derudover har manden heller ikke ret til at dække disse behov ud fra kvindens egne penge eller hendes ejendom.
Foruden dette er det også obligatorisk for manden at tilfredsstille kvindens seksuelle behov. Hvis han ikke gør dette, kan hun blive skilt fra ham pga. dette. Det er vigtigt, at man husker på, at det er regnes blandt de største synder i Islam at undlade en obligatorisk handling. Det betyder altså, at hvis manden ikke opfylder ovenstående påbud, udfører han en stor synd. Når alt dette er sagt, så burde det ikke være uforståeligt for nogen, at en kvinde bør acceptere sin mands kald, når han har brug for hende.
Bemærk: Nogle ting påbyder/forbyder Islam direkte, som det ovenstående. Men andre ting, som Islam ikke direkte forbyder eller påbyder, opfordrer Islam til det eller fra det (indirekte) ved at lovprise eller fordømme handlingen, hvilket ofte er tilfældet i hadith. Ud fra dette, hvor hård fordømmelsen eller hvor høj lovprisningen er, får man et billede af at man bør gøre eller holde sig fra handlingen. Men en sådan handling vil aldrig være lige så påbudt eller forbudt som en handling som er påbudt (fard) eller forbudt (haram).
(Teknisk note om det ovenstående: Forbud eller påbud fra hadith (ghayr mutawatir) opnår ikke samme rang som fard/haram, men placeres under, og kaldes derfor wajib/makruh tahriman.)
Med dette i mente, skal man se på at hvor Islam f.eks. påbyder mænd at tilfredsstille deres kvinder, siger nogle beretninger, at der ”er forbandelser” over kvinder, hvis de uden nogen gyldig grund, blot nægter at tilfredsstille deres mænd, når de har brug for det. Dermed ønsker Islam, at kvinder ikke skal nægte dem selv for manden, taget hendes egne rettigheder i betragtning, nemlig at det er pålagt manden at opfyldes hendes behov. Et af spørgsmålene var om kvinder også kan kræve at blive tilfredsstillet, og det skulle heraf være klart, at det er blandt de obligatoriske ting, at kvinden får sit behov opfyldt.
Husk på, at ægteskab (og andre forhold) ikke kører på regler og rettigheder. Ethvert forhold kræver selvfølgelig gensidig forståelse, respekt og kærlighed. Disse ting opnås ikke igennem retssager eller at få sin ret. Rettigheder definerer derimod de øvre grænser, så man ved hvilket spillerum man har. Det betyder ingenlunde, at man altid skal gå efter sine rettigheder.
Hvis to naboer er uenige om noget, kan de forsøge at løse det indbyrdes. Dette vil også være bedst for dem, for så er de selv kommet frem til en enighed, de begge gik med til. Men vælger de at tage sagen i retten, vil den ene få ret imod den andens vilje. Det kan godt være der er truffet en afgørelse nu (som er korrekt set fra lovens side) men hvor stor er chancen for at de naboer derefter vil have et godt forhold? Når det er sådan med to naboer, hvorledes kan et ægteskab køre, hvis alting handler om “Du skal gøre dette fordi det er min ret!?” Så gør man jo intet af egen lyst, vilje og kærlighed, men af nød og fordi man er tvunget til. Det som en person tvinges er han sjældent tilfreds med, og det man ikke er tilfreds med, knækker på et eller andet tidspunkt.
Hvis man tager ovenstående spørgsmål om samleje, så er der ingen tvivl, om at et forhold kun kører bedst og optimalt hvis begge parter er enige og tilfredse. Det er ikke noget man kan ”tvinge” den anden til, og de ”hårde” udtalelser skal også forstås som en overordnet guideline. Det er således det de fleste lærde siger om emnet; at Islam ikke i sig selv fastlægger noget ”krav” om hvor ofte det seksuelle behov skal opfyldes, men at det afgøres af de involverede – men samtidig forpligter begge parter, på hver sin måde, til at det opfyldes, og ikke forsømmes.
For at opsummere: Da det er obligatorisk for manden (men ikke obligatorisk som sådan for kvinden) at tilfredsstille dette behov, så gøres kvinden ”opmærksom” på at selvom hun ikke, på samme måde som manden, er forpligtet, så har hun stadig et ansvar, og at hun ikke bare skal vende manden ryggen til, når hendes eget behov er opfyldt.
Grunden til opfordringen er så skarp er, at Islam ønsker at lukke enhver dør som kan føre til prostitution og den slags urenligheder. Hvis en person ikke får sit behov opfyldt, er det muligt at han vil søge andre måder at få opfyldt dette behov på, hvilket fører til udbredelsen af den slags urenligheder i samfundet. I dag forsøger regeringer at stoppe for det, men det er ude af deres kontrol. Hvis enhver mand får opfyldt sit behov derhjemme, vil dette problem automatisk blive begrænset i høj grad.
I artiklen skrev jeg, at det ikke er tilladt for manden at slå sin hustru, bare fordi hun gør noget han ikke bryder sig om. Han bør i stedet prøve muligheder, så som at distancere sig fra hende i sengen, at ophøre med at tale til hende. Dette skrev jeg for at gøre det klart, at Islam ikke støtter eller opfordrer til at mænd begynder at tæske og lemlæste deres kvinder. Det er sjældent det omvendte, der klages over, men klart nok, tillader Islam ikke at kvinder slår deres mænd. Hvis der er noget, hun (retsmæssigt) er utilfreds med , bør hun forsøge at rette op på det med visdom og på en god måde. Hvis manden trods dette f.eks. ikke opfylder de rettigheder, kvinden har over ham, tillader Islam at hun beder ham holde sig væk fra hende. Men igen er det værd at bemærke, at disse ting angiver de yderste grænser – når intet andet er muligt. Der er altså ikke sådan, at hvis der sker det mindste, man ikke bryder sig om, så holder man op med at tale sammen og distancerer sig fra hinanden osv. Den slags går ikke og det opfordrer Islam på ingen måder til.
Der blev spurgt til hadithen om at en kvinde som forlader jorden i en tilstand, hvor manden er tilfreds med hende, vil indtræde Paradiset. Dette er af Allahs nåde over for kvinden, så egentlig kan jeg ikke forstå at en kvinde skulle have spørgsmål til dette punkt, om det gælder modsat. Adspurgt min respekterede og ophøjede lærer, Imam Sayyid Muhammad Ashraf, hafizahullah, er der intet galt i antage, at dette også gælder den anden vej.
Baggrunden for denne og andre lignende hadith kan forstås ud fra en beretning, hvor en kvinde en dag kom hen til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og spurgte: ”Oh Allahs Profet, jeg kommer som en repræsentant for kvinderne til dig. Allah har sendt dig med sandheden for både mænd og kvinder, og vi tror på det og følger det. Men vi kvinder er mest i vores hjem og passer vores børn, mens mænd deltager i alle de forsamlinger, besøger de syge, kæmper i Allahs navn, tager på pilgrimsfærd og ’umra. Bør vi ikke også gøre de ting, for at opnå samme belønning?” Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte sig hen imod sine ledsagere og spurgte: ”Har I nogensinde hørt en smukkere tale fra en kvinde om sine religiøse anliggender?” Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til hende: ”Gå tilbage og fortæl kvinderne, at en god hustru, som er lydig over for sin mand, får den samme belønning for alt det du nævnte (uden at have gjort det!)”. Det er Allahs nåde og gunst over kvinderne, at de blot ved at gøre deres mænd tilfredse får del i den belønning, som mænd opnår igennem en masse hårdt arbejde. Mænd kan derimod ikke blot se bort fra alle disse samfundsmæssige forpligtelser. Som citeret i starten siger Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, dog til mænd, at den bedste mand er den som er bedst mod sin kvinde. Det viser klart, at en mand som er god mod sin hustru, også kommer i Paradiset, for hvis den som omtales ”som den bedste mand” ikke indtræder Paradiset, hvem gør da?
Det sidste spørgsmål, der blev stillet var om manden også skal spørge sin hustru om lov for at kunne gå ud. Svaret på dette er: ”Nej.” Når der siges, at en kvinde skal spørge om lov, betyder det ikke at hun skal ringe manden op hver gang hun ønsker at forlade hjemmet. Selvfølgelig har man i et hvert forhold ens indbyrdes enighed om hvilke ting man gør og ikke gør, og hvis hun ved at det er i orden med sin mand, at hun gør visse ting, så har hun selvfølgelig lov til at udføre disse – uden specifikt at spørge om lov til disse hver gang. Men i de tilfælde hvor der er bestemte ting, manden måske ikke er tilfreds med, skal hun spørge om hans tilladelse. Det skyldes, at det er obligatorisk for manden at yde sikkerhed for kvinden, og hvis han forsømmer denne ret, stilles han til ansvar, mens det omvendte ikke er gældende. Derfor er det da rimeligt, at hun bør/skal indhente hans tilladelse i sådanne sager. Hvis jeg låner en bærbar med hjem fra mit arbejde, og har ansvaret for at den ikke bliver beskadiget, ville jeg da kræve, at enhver i hjemmet, som ønsker at bruge denne, spørger mig om lov først, således at jeg kan holde øje med brugen og sikre mig at den ikke ødelægges. Lidt på samme måde kan denne ”indhentning af tilladelse” forstås, som i virkeligheden er til gavn for både manden og kvinden. Men det skal slås fast at de aftaler og enighed, som gælder indbyrdes altid vil være dem forholdet kører efter. Denne regel skal også ses som en overordnet grænse, at hvis der opstår uenighed om det, så vil manden have ret til at bestemme. Men hvor Islam giver manden denne ret, så vil manden også stå til ansvar for hvordan han har brugt denne ret. Retten betyder ikke, at han blot låser kvinden inde derhjemme og ikke lader hende forlade hjemmet. Han bør også handle med fornuft og rimelighed, og det er der ligeledes mange hadith, der vidner om. Derudover kan kvinden godt nok ikke stoppe manden i at forlade hjemmet, men hun har krav på at manden er hos hende i en vis tid, og hvis han fuldstændigt forsømmer hende, kan hun også bruge denne ret til at kræve at han opfylder hendes behov.
Hvad angår beretningen om at en bøn ikke accepteres pga. uvenskab, er formålet med denne (og andre lignende) igen er at tilskynde til at løse uvenskaber hurtigst muligt. En person beder 5 gange dagligt og hvis denne har i tankerne, at dennes bøn ikke accepteres hvis ægtefællen er vred (uretsmæssigt) vil et uvenskab imellem partnerne aldrig kunne vedvare mere end tidsrummet mellem to bønner. ”At bønnen ikke accepteres” skal ikke forstås således, at hun skal bede om, men at dens glans og belønning mindskes, ligesom en person, der ikke beder med hjertet, ikke får noget ud af sin bøn. Men en sådan bønnen, hvad angår loven, regnes som bedt, men uden glans og dens åndelige værdi. Islam ”tillader” f.eks. ikke at to personer er uvenner i mere end tre dage, og siger at den bedste er den som først forsøger at genopbygge venskabet. Det er alt sammen opfordringer, der har til formål at skabe gode forhold, på en ”mild måde”, dvs. uden direkte at beordre og diktere alting. Det er skønheden i Islam, at den ikke direkte påbyder/forbyder alting, men tilskriver en masse gerninger ”stor belønning”, således at de troende skal løbe hen imod disse og samtidig taler hårdt om visse handlinger, således, at de troende skal afholde sig fra disse. Islam siger f.eks. at en person får belønning (som for at have givet almisse) hvis denne putter mad i munden på sin hustru med sine egne hænder. Det er en skøn måde at styrke kærligheden imellem parterne.
I ovenstående har jeg særligt nævnt de ting manden er forpligtet, for at fremhæve at det ikke forholder sig således, som der stod i mailen, at min artikel let kunne antyde, at ”så snart kvinden gør sin mand vred så bliver hun forbandet og ikke omvendt.”
Manden har sine rettigheder og kvinden sine. I ovenstående har jeg lagt vægt på de ting som er obligatoriske for manden, men ikke for kvinder, som skal forstås for at kunne forstå de ting som “kræves” af kvinden. Nu håber jeg ikke, at mænd begynder at sende mails om at de føler sig undertrykt! Dem vil jeg ikke tage seriøst, for mænd er ikke undertrykt. Den er der ingen, der køber.
Til sidst skal det nævnes, at selvom Islam definerer rettigheder for begge parter, er det tilladt for parterne at “tilgive” hinanden visse rettigheder, og lave andre aftaler. De rettigheder og pligter som vedrør mennesker, har mennesker ofte ret til at foretage ændringer til i en vis grad. F.eks. er manden forpligtet til betale medgift (mahr) til sin hustru, men hustruen kan vælge at tilgive manden dette, således at det ikke er ham forpligtet længerne. Ligeleds kan kvinder få retten til skilmisse, hvis de aftaler det. De islamiske love på sådanne områder er altså ret fleksible, og det bør man også holde for øje, førend man begynder at kritisere lovene.
Må Allah acceptere det ovenstående og hvis der er fejl i det, er det fra min side, og hvis der er godt i det, kommer det udelukkende fra Allah og igennem Hans Elskede Profets vejledning, må Allahs fred og velsignelser være over ham.
