Hadrat Suhayb (radi Allahu anhu) beretter, at Allahs elskede Budbringer (sallallahu alayhi wa alihi sallam) sagde: En troendes sag er speciel, og i et ethvert anliggende er der for denne godt og kun godt dvs. khayr og kun khayr. Hvis han får glæde og tilfredsstillelse, takker han sin Skaber, og i dette er der kun godt for ham. Hvis han møder modgang og får sorg, er han tålmodig og i dette er der også kun og kun godt.
I denne verden er der glæde, men også sorg, såvel som at der er medgang men også modgang. Der er kulde såvel som varme og alt dette er fra Allah (subhanahu wa ta’ala). Når man derfor møder modgang, bør man ikke lade sig blive slået ud af det, men i stedet være overbevist om, at det er fra Allah (subhanahu wa ta’ala), og at der må være noget godt i det, for Allah (subhanahu wa ta’ala) ønsker kun det gode for én.
Fx hvis man har én nær ven ville man altid tænke positivt om vedkommende, fordi denne er én nær og fordi man er overbevist i sit sind om, at denne person kun ville ønske én det gode. Hvis vennen giver én gaver, bliver man glad, og hvis vennen ind i mellem kommer til at gøre eller sige noget om én, der udadtil kan virke forkert, så bruger man ofte tid på at finde årsagen til det udtrykte. Man ville altid i første omgang prøve at finde en logisk og positiv bortforklaring.
Derimod, hvis én man ikke kan lide, gør eller siger præcis det samme, så er man på nakken af vedkommende. Ofte er det sådan at allerede inden denne har sagt noget, er man klar til et aggressivt forsvar, eftersom man forventer, at vedkommende sandsynligvis kun ville ytre negativt, idet man er overbevist om at personen vil én ondt. Skulle det ske at vedkommende sendte én en gave, begynder man at spekulere over den formodet negativ hensigt, der kunne ligge bag. Man kunne få den tanke at vedkommende kun gør dette for at vise andre, at han er flink over for én og sådan kører det i hovedet i al evighed. Og uanset hvad denne person end måtte gøre, så efterlader det ikke et positiv indtryk, som det ville gøre hvis det havde været ens ven.
Pointen her er, at det er ens tankegang, der i bund og grund styrer hvordan man takler enhver situation i medgang og modgang. Og når det så er sagt, og man som muslim tror på at alt kommer fra Allah (subhanahu wa ta’ala), og at Allah (subhanahu wa ta’ala) kun vil ens bedste, hvorledes kan man lade sig blive slået ud af noget, som man umiddelbart ser som modgang. Hér kommer ens Imaans (dvs. tro) styrke på prøve. Jo stærkere ens Imaan er, desto lettere er det for én at tænke positivt om en formodet modgang, som i sig selv er medgang. Hvis man har et meget distanceret forhold til Allah (subhanahu wa ta’ala), eller hvis man aldrig har lært Allah (subhanahu wa ta’ala) at kende, så bliver det svært, hvis ikke umuligt, at kunne tænke positivt i modgang.
Angående styrken af ens Imaan, så hører vi gentagende gange fra de lærde at det yderste mål er, at opnå den tilstand, hvor man i sin tilbedelse føler at man ser Allah (subhanahu wa ta’ala), dvs. at man tilbeder Ham med så stor en koncentration at man fjerner sin opmærksomhed fuldstændigt fra denne verden. Vi kender jo alle sammen til forskellen mellem at tale til en væg og tale med en person, der er foran én. Hvis man ikke kan tænke således, så burde man som minimum være klar over, at Allah (subhanahu wa ta’ala) ser én.
Der var en lærer, som underviste tre elever. To af eleverne følte at læreren bedre kunne lide den tredje og altid brugte mere tid på ham, så de beklagede en dag om det til læreren og spurgte om hvorfor han bedre kunne lide den tredje. Han svarede at det jeg ser i jer, kan I ikke selv se. Men et sådan svar er jo sjældent tilstrækkeligt i sådanne situationer.
De to elever tiede umiddelbart stille i det øjeblik, men det kunne tydeligt mærkes at de ikke var tilfredse med svaret. En dag sagde læreren til dem alle tre at de skulle gå ud hver især og hente noget jord, men de skulle gøre det, når ingen så dem. De to elever løb hurtigt ud og fandt noget jord og kom hurtigt tilbage med det, mens den tredje elev gik rundt i lang tid for endeligt at komme tomhændet tilbage. Læreren spurgte eleverne om de havde fuldført opgaven, hvortil de to elever hurtigt svarede bekræftende og samtidig grinte ad den tredje, idet han ikke havde fuldført opgaven. Læreren spurgte eleven om han ikke havde hentet noget? Hvortil han svarede at du havde bedt os om at hente jord fra et sted, hvor ingen så os. Men uanset hvor han tog hen, så hans Herre ham, hvorfor han ikke har hentet noget. Herefter sagde læreren til de to andre elever, at det burde være muligt for dem at kunne se, hvorfor han holdt mere af den tredje elev i forhold til dem.
Hvis man ønsker at leve et godt liv, bør man altid forsøge at finde det gode i al det, der sker omkring én. Dette ville medføre at man ville føle sig godt tilpas i tilværelsen og ville ikke se negativt og pessimistisk på alt.
Alt i alt handler det om ens tankegang. Jo sundere den er, jo bedre en tilværelse har man i denne verden og i det Hinsidige!
Ummati, 23. marts 2008
Gemt i: Livet i Islam, Reflektion
